Jeg er i gang med at læse bøgerne i Oxen Boxen. Det er de tre første bind i serien om krigsveteranen Niels Oxen af Jens Henrik Jensen.
Jeg har modtaget bøgerne som anmeldereksemplarer.
Seriens hovedperson Niels Oxen er tidligere medlen af Jægerkorpset. Han har været udsendt på adskillige missioner i udlandet og er ramt af posttraumatisk stress.
Indtil videre har jeg læst den første bog i serien:
De hængte hunde
I De hængte hunde møder læseren Niels Oxen for første gang.
Han bor i et usselt kælderværelse i København sammen med sin hund. Han lever et isoleret liv og går helst kun ud om natten. Han finder sin mad i supermarkedernes affaldscontainere, og huslejen skraber han sammen til ved at samle flasker.
En dag lægger Oxen livet i kælderværelset bag sig og tager sammen med hunden til Rold Skov for at komme væk fra det hele. Han vil bare være i fred og forsøge at blive sine indre dæmoner kvit.
Det er ikke længe, Niels Oxen får lov til at være i fred. Han bliver hurtigt – helt uden at ville det – trukket ind i en mystisk drabssag, der viser sig at pege i retning af mennesker med indflydelse og magt.
De hængte hunde er en meget spændende roman med en hårdt prøvet hovedperson. Handlingen udspiller sig i et højt tempo. Undervejs berøres alvorlige, aktuelle emner – bl.a. systemets behandling af krigsveteraner, PTSD og magtmisbrug. En virkelig velskrevet spændingsroman der fastholder læseren til sidste side.
Jeg glæder mig til at læse den næste bog i serien.
Læs mere om Oxen Boxen på Politikens Forlags hjemmeside.
8 kommentarer
Hold da op! Med tre bind på én gang er du da godt anbragt et stykke tid 🙂 Spændende om de næste bind også er gode.
De er garanteret gode – det har jeg da i hvert fald hørt – og Jens Henrik Jensen skriver bare så godt!
Jeg har læst mange krimier, men ingen af denne forfatter. Han må vist på listen.
Det er heller ikke så længe siden, jeg “opdagede” ham. Du må endelig læse nogle af hans bøger, han skriver fremragende!
Tak for anmeldelsen, jeg er helt holdt op med krimigenren, men måske en skønne dag ændrer jeg holdning og så må jeg huske denne trilogi 🙂
Jeg må også af og til tage en pause og læse noget feel-good 🙂 Men Jens Henrik Jensen skriver altså gode krimier.
Jeg vil faktisk hellere bruge ordet spændingsbøger med en sublim konspirationsteori i Jens Henrik Jensens trilogi om Oxen…de ersuverænt godt skruet sammen, og personerne er trukket knivskarp frem.
Alle steder i bøgerne er virkelige og godt research arbejde.
Kan varmt anbefales ( hvis man har tid til at “forsvinde” et stykke tid ☺️☺️☺️)
Du har helt ret – spændingsromaner er nok den mest præcise beskrivelse. Spændende er de i hvert fald, og som du skriver, virkelig godt skruet sammen!