I løbet af januar har jeg læst en del.
Jeg har modtaget bøgerne som anmeldereksemplarer.
Lad os starte med de bøger, jeg har læst for at lade mig inspirere til en sundere livsstil. Faktisk lever jeg temmelig sundt, men jeg har nogle skavanker, som jeg drømmer om at få til at fylde mindre i min hverdag. Derfor er jeg meget interesseret i at læse og lære mere om, hvordan kost og livsstil kan påvirke forskellige helbredsproblemer i positiv retning.
Kronisk sund af Pia Norup indeholder kostplaner og vejledning til bedring af autoimmune sygdomme. Bogen indholder også en masse opskrifter på dejlig mad, og man kan hurtigt blive overbevist om, at man sagtens kan spise lækkert, selv om man vælger at lægge sin kost om.
Helt uden gluten af Kathrine Rosamunde Virring og Mette Marie Viscor er en meget indbydende og inspirerende bagebog for alle, der ønsker helt at undgå gluten eller måske bare vil reducere sit indtag af det.
Så kommer vi til de romaner, jeg har læst i månedens løb.
Hotellet ved Skyggesøen af Daniela Tully er en stemningsfuld beretning om krig og kærlighed, hemmeligheder og løgne tilsat et strejf af eventyr.
Lad os håbe på det bedste af Carolina Setterwall er en af den slags bøger, man ikke kan glemme igen. Den trænger helt ind under huden. Den flytter ind i hjertet. Hele historien er fortalt så hudløst og uden omsvøb, at man ikke kan undgå at tage de personer, den handler om, til sig og holde af dem.
Drevet til mord af Rachel Abott er en af de mest uforudsigelige historier, man kan tænke sig. Og så er den både velskrevet og virkelig, virkelig spændende.
Himlen over København af Dorthe Studsgarth er til trods for sin lette og muntre tone en bog, der tager fat på en række rigtig tunge emner.
En moderne familie af Helga Flatland er en meget velskrevet historie om det indbyrdes forhold mellem søskende, om deres individuelle forhold til forældrene og ikke mindst om, hvad der sker med rollefordelingen og samspillet, når der sker store forandringer i en familie.
Jeg har læst En moderne familie som e-bog, derfor kunne den ikke komme med i bogstakken på billedet øverst i indlægget.