Jeg har læst Alt hvad jeg ved om kærlighed af Dolly Alderton.
Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.
Forlaget skriver:
Alt hvad jeg ved om kærlighed er en personlig fortælling om at blive voksen, blive ældre og finde rundt i alle mulige former for kærlighed undervejs. Bogen er skrevet af den prisbelønnede journalist og podcastvært Dolly Alderton, der af anmelderne er blevet kaldt for Englands nye Caitlin Moran og det 21. århundredes Norah Ephron. For bogen modtog hun National Book Award for årets bedste selvbiografi.
Med bogen dokumenterer Alderton sit liv indtil nu og fortæller ærligt og levende om datingkulturen i en digital tidsalder, venskaber som de ser ud i begyndelsen af voksenlivet, kampen for at få en karriere og finde sin plads i verden. Om at være forelsket og ikke at være forelsket nok i sig selv, om at blive droppet og opdage, hvor vigtige venskaber er, når man skal finde vej i tilværelsen.
Efter at have læst de første sider i bogen var jeg temmelig meget i tvivl, om det var en bog for mig. Orkede en bedstemor som mig at læse om en moderne ung piges trængsler og bestræbelser på at komme i snak med drenge – og at forholde mig til hendes tanker i den forbindelse? Egentlig ikke – og så alligevel. Der var noget ved Dolly Aldertons måde at beskrive usikkerheden i de tidlige ungdomsår, der rørte mig. Så jeg læste videre. Lidt ad gangen, mens jeg også var i gang med andet læsestof. Og efterhånden fik Dolly Alderton jo alligevel skovlen under mig.
Alt hvad jeg ved om kærlighed er en både sød, sjov og underholdende fortælling om en fase i livet, som godt kan være besværlig – vejen fra ung til voksen. Der kan være mange bump på vejen og Dolly Alderton beskriver dem med både ærlighed, kærlighed og humor.
Læs mere om Alt hvad jeg ved om kærlighed på Politikens Forlags hjemmeside.
1 kommentar