To uger i Toscana

tougeritoscana

Jeg har læst To uger i Toscana af Domenica de Rosa.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Patricia O’Hara ejer en skøn gammel ejendom i Toscana. Her tilbyder hun forskellige kurser med ophold og fuld forplejning. Blandt andet er der hvert år et to uger langt skrivekursus, hvor undervisningen varetages af en vaskeægte bestsellerforfatter.

De smukke omgivelser og kokken Aldos skønne mad er med til at gøre kurserne populære. Alligevel er Patricia noget bekymret. Det er svært at få økonomien til at hænge sammen. Der er meget at vedligeholde på den gamle ejendom, og det koster mange penge.

Mens Patricia spekulerer, ankommer de forventningsfulde kursister. Det er en broget flok. Mænd og kvinder. Unge og ældre. Forskellige nationaliteter. Alle med et stort og brændende ønske om at skrive og udgive en bog. Men forfatterspirerne får også tid til andet end at skrive. Der er tid til både udflugter og afslapning ved poolen, ligesom der også bliver tid til en sommerflirt eller to.

To uger i Toscana er en rigtig skøn historie om forfatterdrømme, kærlighed og meget andet. Tonen er let og personskildringerne simpelt hen pragtfulde. Man finder hurtigt sine egne favoritter  blandt kursisterne og personalet. Bogen er en sand perle fuld af sommer, sol og feriestemning – man bliver i godt humør af at læse den.

Domenica de Rosa er også forfatteren bag krimiserien om Ruth Galloway, som hun har skrevet under navnet Elly Griffiths.

Læs mere om To uger i Toscana på Gads Forlags hjemmeside.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *