Bag facaden

bagfacaden

Jeg har læst Bag facaden af Alafair Burke.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Angela og Jason møder hinanden ved en middag, hvor han er gæst, og hun leverer maden. Året efter gifter de sig. Sammen med sin søn flytter Angela fra sin mors hjem i The Hamptons til Jasons mondæne lejlighed på Manhattan.

For Angela er ægteskabet en meget kærkommen ny begyndelse. Endelig kan hun begynde på en frisk et helt nyt sted, hvor ingen kender noget til hendes fortid. Hun har giftet sig med en succesfuld mand, og fremtiden tegner lyst.

Jason skriver en bestseller, der gør ham til et kendt ansigt i medierne og giver familiens økonomi et solidt boost. Han er en god ægtemand og en omsorgsfuld og kærlig far for Angelas søn.

Desværre varer lykken ikke ved. Jason bliver anklaget for at have opført sig ukorrekt overfor en ung, kvindelig studerende, og det river tæppet væk under hele den lille, perfekte familiekonstruktion. Angela frygter, at hendes hemmeligheder skal blive afsløret.

Bag facaden er en meget, meget spændende, velskrevet og interessant thriller. Den rummer mange forskellige temaer, man som læser kan fundere over. Hele tiden får man begivenhederne beskrevet fra flere vinkler. Handlingen tager jævnligt en ny drejning, og som læser får man hele tiden nye etiske og menneskelige dilemmaer at forholde sig til.

Alafair Burke skriver fremragende, og jeg vil glæde mig til at læse flere af hendes bøger.

Læs mere om Bag facaden hos Gads Forlag.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *