Det skal føles godt

detskalfoelesgodt

Jeg har læst Det skal føles godt af Ole Henriksen og Tina Jøhnk Christensen.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Det skal føles godt er Ole Henriksens egen fortælling om, hvordan han har opnået så stor succes. I bogen fortæller han bl.a. detaljeret om, hvordan det via hårdt arbejde lykkedes ham at skabe sit verdenskendte brand.

Det lå ikke just i kortene, at lille Ole fra Nibe skulle blive en succesrig og verdenskendt hudplejeekspert. Da han var ganske ung – bare 14 år – var han ensom og ulykkelig. Han følte sig anderledes og tænkte endda på at tage sit eget liv. Den tanke slog han heldigvis ud af hovedet igen og gik løs på livets udfordringer. Han havde gåpåmod og blev stærkere og fik mere og mere selvtillid.

I bogen fortæller Ole Henriksen om vejen til succes på det professionelle plan, men han fortæller også om, hvordan han har opnået harmoni og lykke i sit privatliv – og om den vigtige balance mellem de to sider af livet. Han øser af sin erfaring og giver gode råd om en masse ting lige fra livsstil og påklædning til vigtigheden af altid at være sig selv og at forsøge at være positiv, ligesom han deler interessante tanker om reinkarnation og meget andet.

Bogen er virkelig inspirerende læsning. Mens man læser, får man smil på læben, for Ole Henriksens positivitet fornægter sig ikke – den stråler ud fra alle bogens kapitler. Da jeg begyndte at læse bogen, bestemte jeg mig for at rationere læsningen lidt, så jeg kunne læse nogle sider ad gangen som et lille positivt indspark. Det gik også fint – i nogen tid. Men på et tidspunkt måtte jeg overgive mig og læse videre uden begrænsninger. Jeg har nydt at læse bogen – I love it.

Læs mere om Det skal føles godt på Politikens Forlags hjemmeside.

Du vil måske også synes om

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *