Jeg har læst Tabita af Iben Mondrup.
Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.
Fra bogens bagsidetekst:
Eva og Berthel bosætter sig i Grønland i midten af 1960’erne. Han bestyrer den lokale butik, mens hun er hjemmegående. Eva er ensom og ønsker sig brændende at få et barn. Da parrets grønlandske hushjælp føder lille Vitus, adopterer de ham og hans fire år ældre søster, Tabita, og rejser over hals og hoved hjem til Danmark.
Tabita har svært ved at finde sig til rette i sin nye familie i Humlebæk. Hun savner sin mor i Grønland, og Evas drøm om at skabe en harmonisk familie smuldrer.
Tabita er en gribende og hjerteskærende fortælling om to små børn, der bliver revet væk fra deres mor og den hverdag og de omgivelser, de kender. De får ingen svar på deres spørgsmål, men bliver brikker i et spil mellem voksne i en vanskelig relation. Børnene kommer i klemme ikke bare mellem de voksne – også mellem to forskellige kulturer.
Romanen er meget velskrevet og karaktererne står knivskarpt. Jeg har været meget berørt af historien – der har været mange følelser i spil. Tabita er en af den slags bøger, man slet ikke er færdig med, selv om den sidste linje er læst. Jeg ved i hvert fald, at jeg hverken vil glemme Tabita og lille Vitus eller deres mor, Abelone. Det gør ondt at tænke på, at der er mange grønlandske familier, der har lignende historier i bagagen.
Tabita er den første af Iben Mondrups bøger, jeg har læst. Jeg glæder mig meget til at læse flere.
Læs mere om Tabita hos Politikens Forlag.
