Et mere enkelt liv

etmereenkeltliv

Reklame – bog modtaget som anmeldereksemplar fra tales.dk Indlægget indeholder reklamelinks.

Jeg har læst Et mere enkelt liv af Anna Fredriksson. Bogen er andet bind i forfatterens store familiefortælling om mødre og døtre.

Da vi møder de tre kvinder igen, har Sally fået åbnet sit lille pensionat. Der kommer sommergæster nok, og hun har rigeligt at gøre. Alligevel er hun bekymret for, om det hele kan løbe rundt i det lange løb. Hendes datter Josefin længes efter at komme lidt væk fra kampen for at blive selvforsynende hjemme på gården. Det er svært for hende og kæresten at realisere deres drøm om et mere enkelt liv, når de altid mangler penge. Josefin drømmer om at tage et rigtigt job i en periode og på den måde give økonomien  en tiltrængt saltvandsindsprøjtning.

Sallys mor, Vanja længes både efter sit barnebarn og efter sin datter. Hun spekulerer meget over, om Sally nogensinde vil kunne tilgive hende det svigt, hun udsatte hende for, da hun var lille.

Et mere enkelt liv er en varm og dejlig fortælling om tilgivelse og forsoning og om at turde indgå i nære relationer uden at behøve at give slip på sine personlige drømme.

Jeg var glad for at læse Mellem himmel og hav, der er første bog i familiesagaen, men denne anden bog er endnu bedre, synes jeg. Som læser kommer man endnu tættere på de tre stærke kvinder, der er fortællingens hovedpersoner, og lærer dem meget bedre at kende.

Jeg glæder mig meget til at læse den næste og sidste bog i trilogien og finde ud af, hvordan det videre går.

Jeg har tidligere anmeldt første bind i serien Mellem himmel og hav.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *