Test af Dexeryl creme

testafdexeryl

Produkt modtaget til test/anmeldelse fra Pierre Fabre.

Jeg har gennem nogle uger testet Dexeryl creme. Cremen er beregnet til pleje/behandling af tør hud og hudlidelser som atopisk eksem. Jeg er altid meget interesseret i at prøve nye produkter til pleje af tør/atopisk hud. At prøve nyt rummer jo muligheden for at finde et produkt, der er bedre end det, man bruger i forvejen. Jeg skifter mellem flere forskellige yndlingscremer, og er altid på udkig efter nye produkter.

Jeg har valgt at teste cremen på mine hænder, hvor mit eksem stort set altid er ret aktivt.

Dexeryl bør anvendes en til to gange og højst seks gange dagligt. Jeg lagde ud med at bruge cremen to gange om dagen, men den er så behagelig at bruge, at jeg hurtigt gik op til fire gange dagligt. Jeg vasker og smører selvfølgelig mine hænder betragteligt flere end fire gange om dagen, der anvender jeg så bare en af mine sædvanlige cremer. Dexeryl cremen er heller ikke helt fed nok til mine tørre hænder, så det passer fint at smøre med en federe creme ind imellem.

Allerede efter to ugers brug af cremen, kunne jeg både se og mærke en tydelig bedring af huden på hænderne. Eksemet var næsten helt i ro, men der var stadigvæk mange dybe revner i huden især på den ene hånd. Så jeg fortsatte med at smøre hænderne med Dexeryl creme fire gange om dagen og med en lidt federe håndcreme de øvrige gange, jeg smurte mine hænder i løbet af dagen.

Efter fire ugers brug af Dexeryl creme er håndeksemet i ro. Desuden er der kun enkelte fingerrevner tilbage. Jeg er ved at trappe ud af den stærke steroidcreme, jeg i lang tid har været nødt til at behandle huden på hænderne med.

Jeg er rigtig glad for den positive effekt Dexeryl cremen har haft på huden på mine hænder. Der er ingen tvivl om, at jeg vil fortsætte med at bruge cremen i mine bestræbelser  på at holde håndeksemet under kontrol. Jeg vil også forsøge mig med cremen på andre af mine eksemområder.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *