Reklame – bog modtaget som anmeldereksemplar fra Bog&idé. Indlægget indeholder reklamelinks.
Jeg har læst Næste! af Nina Lykke.
Elin er praktiserende læge. Hun er midaldrende. Børnene er flyttet hjemmefra. Moderen på plejehjem. Ægteskabet med Aksel kører noget på rutinen. Det er egentlig lidt småkedeligt det hele.
Elin drikker lidt for meget. Og ser lidt for mange tv-serier. Hun følger ikke helt de gode råd om sund levevis, som hun giver sine patienter i konsultationen.
En dag får hun kontakt med sin ungdomskæreste, Bjørn. Ham hun var kæreste med, før hun mødte Aksel.
Det går hverken værre eller bedre, end at Elin ender med at bo på klinikken, hvor hun arbejder. Plastikskelettet Tore har stærke meninger om Elins gøren og laden og tvinger hende til at se på sine handlinger udefra.
Næste! er en lægeroman. En ganske og aldeles anderledes lægeroman. Blottet for romantik. Den handler om midtlivskrise og utroskab. Den handler også om tidens jagt på det perfekte liv. Alt skal være perfekt – eller i det mindste se perfekt ud på Instagram. Forfatteren spidder alle vores små vaner og uvaner meget præcist, og de fleste vil nok kunne genkende et eller andet fra deres eget liv. Altså det virkelige liv. Ikke det på Instagram og Facebook.
Det har været en kæmpe fornøjelse at læse denne roman. Den er så velskrevet og rammer så mange ting, der er typiske for den tid, vi lever i. Det hele bliver serveret på en måde, så det af og til virker tragikomisk, men det er absolut ikke sjov det hele. Nina Lykke tager i romanen fat på temmelig mange ret alvorlige emner, men humor får det hele til at glide lidt lettere ned. En skøn samtidsroman, som jeg vil anbefale alle at læse.