I løbet af august har jeg læst bøgerne på billedet. Fem meget forskellige læseoplevelser – gode hver for sig.
Næste! af Nina Lykke er en lægeroman. En ganske og aldeles anderledes lægeroman. Blottet for romantik. Den handler om midtlivskrise og utroskab. Den handler også om tidens jagt på det perfekte liv. Alt skal være perfekt – eller i det mindste se perfekt ud på Instagram.
Datterens fortælling af Armando Lucas Correa er en barsk beretning fra et sort kapitel i historien.
Jordens salt af Jeanine Cummins er en helt enestående læseoplevelse. Bogen er så fremragende skrevet, at man næsten føler, man selv er til stede i historien. Jeg har læst med tilbageholdt åndedræt og hårdt bankende hjerte.
Rivalen af B.A. Paris, Clare Mackintosh, Holly Brown og Sophie Hannah er en anderledes thriller. Fuld af intriger. Det, at den er skrevet af fire kvindelige forfattere og handler om fire mødre og fire døtre, gør den i mine øjne interessant i sig selv.
Det er de danske som flygter af Lise Ringhof og Erik Valeur er første selvstændige bind i trilogien om slægten Brinch. Jeg har hang til slægtsromaner og har nydt at læse denne velskrevne historie om skippersønnen Erling Brinch fra Fanø.