Bog modtaget som anmeldereksemplar.
Jeg har læst Sanatoriet af Anne-Sophie Lunding-Sørensen, Politikens Forlag.
Psykiater Hannah Neumann tiltræder i 1928 en stilling på Sølund Nervesanatorium. Stedet drives under ledelse af doktor Berg, der mener, at streng orden, disciplin og hårdt arbejde er gavnligt som led i behandlingen af psykisk syge. Hannah har tidligere arbejdet sammen med Freud og bekender sig til den moderne psykoanalyse.
Sammen med sygeplejersken Dagmar går Hannah i gang med at forsøge at hjælpe en gruppe patienter gennem psykoanalysen. Gennem de lange arbejdsdage og den fælles målsætning kommer de to dedikerede kvinder tæt på hinanden. De indleder i al hemmelighed et kærlighedsforhold.
Der har været en række selvmord blandt patienterne på Sølund. Fire unge kvinder har druknet sig i søen. Hannah og Dagmar vil forsøge at sætte en stopper for selvmordene, men snart finder man endnu en kvindelig patient død i søen.
På en af Sølunds afdelinger sidder en stum patient. Hun hedder Duelund men kaldes Hesten. Stemmerne i hendes hoved fortæller om ondskaben, der lurer på Sanatoriet.
Som jeg tidligere har fortalt her på bloggen, har jeg selv arbejdet i psykiatrien for mange år siden, og jeg interesserer mig for de psykiske sygdomme, der kan ramme os mennesker – og behandlingen af dem gennem tiden. Psykiatrien er en hjertesag for mig. Det var derfor med store forventninger, jeg kastede mig over Sanatoriet, hvor handlingen jo netop udspiller sig indenfor det psykiatriske felt.
Jeg har været fuldstændig opslugt af romanen. Sproget folder på smukkeste vis historien ud og beskriver mennesker og omgivelser, så man næsten føler, at man har set det hele med sine egne øjne. Karaktererne er meget, meget præcise og troværdige. Sanatoriet er en virkelig velskrevet, vedkommende, spændende og rørende roman om tabuer, magtmisbrug og overgreb – men også om medmenneskelighed, omsorg og kærlighed. Det er en rigtig dejlig roman, som jeg vil anbefale på det allervarmeste – en læseoplevelse man ikke må gå glip af.
Læs mere om Sanatoriet hos Politikens Forlag.