Reklame – bog modtaget som anmeldereksemplar fra Bog&idé. Indlægget indeholder reklamelinks.
Jeg har læst Store børn af Elisabeth Gjerluff Nielsen.
Forlaget skriver:
Nytårsaften 1997 er fire voksne søskende sammen i deres barndomshjem i Skjern. Deres mor ligger i terminalfase på samme lokale sygehus, hvor deres far døde dagen før. Med udgangspunkt i disse dage skildrer Elisabeth Gjerluff Nielsen sin barndom i 60’erne og perspektiverer til voksenlivet i København, hvor hun med smerte må erkende, at de ’store børn’ trods fælles opvækst synes på vej væk fra hinanden, så langt, at det er vanskeligt, måske umuligt at nå selv fremstrakte hænder.
I Store børn fortæller Elisabeth Gjerluff Nielsen om sit vanskelige forhold til sine søskende. Hun fortæller om deres fælles opvækst, som hun oplevede den. Andet kan man jo ikke gøre. Selv om man er vokset op side om side, kan man jo sagtens have hver sin opfattelse af barndommen. Man fornemmer gennem hele bogen, at forfatteren ønsker noget mere eller noget andet af sine søskende, end de kan/vil give hende. Som læser tænker jeg, at søskendeflokken kunne have haft gavn af en forventningsafstemning. Der er jo mange måder at være en familie på. Nogen har behov for at se sine søskende hele tiden, andre har det bedst med at nyde familien i små, afmålte doser. Det ene er ikke mere rigtigt eller forkert end det andet.
Det er jo egentlig en god og tryg barndom, der skildres, men de fire søskende går på en eller anden måde fejl af hinanden som voksne. Det fremgår ikke tydeligt af historien, hvad det egentlig er, der er galt. Store børn er endnu en erindringsbog, der sætter en tyk streg under det faktum, at vi mennesker oplever ting forskelligt og reagerer forskelligt på vores oplevelser – selv om vi er i familie. Endnu en bog om de svære familierelationer.
