I løbet af februar har jeg læst bøgerne på billedet. Det er meget forskellige bøger, men hver især rigtig gode læseoplevelser. Hver ting til sin tid.
Den jeg skulle blive af Geir Gulliksen er en eftertænksom og nuanceret fortælling om en mand, der kæmper lidt med at finde ro i skæringspunktet mellem den han er, og den han gerne vil være. Geir Gulliksen har en særlig måde at skrive på. Selv når han skriver modigt og ligefremt, er der noget sårbart og poetisk over skildringen.
Ni liv af Emelie Schepp er sjette bind i krimiserien om Jana Berzelius. Det er en hamrende spændende, god og velskrevet krimi. Tempoet er højt og begivenhederne dramatiske. Der er meget på spil.
Pigen fra det store hvide skib af Jesper Bugge Kold og Mich Vraa er en både barsk og rørende historie om hospitalsskibet Jutlandias rolle under Koreakrigen. Den beskriver krigens rædsler, ondskab og konsekvenser. Men den fortæller heldigvis også om næstekærlighed, godhed og venskab. Det er en meget fin historie med et vellykket samspil mellem historiske fakta og fiktion.
I medgang og modgang af Lucy Dillon er en romantisk historie, der foregår i den hyggelige by Longhampton. Hunde og deres trofasthed spiller en rolle i historien. En dejlig feel good roman.
Faktisk har jeg læst endnu en bog i løbet af måneden. Den glæder jeg mig til at fortælle om i morgen, hvor den udkommer.