Bog modtaget som anmeldereksemplar.
Jeg har læst Ungeenheden af Fine Gråbøl.
Forlaget skriver:
Ungeenheden holder til på femte sal. Her møder vi Lasse, Marie, Waheed, Sara, Hector og den navnløse fortæller. De har alle fået tildelt ophold efter en paragraf i Serviceloven og bor nu i det tidligere plejehjem, der udgør bostedet. Over en lang, varm sommer følger vi de små rutiner og store katastrofer, der tegner de unges hverdag med hinanden, personalet og det psykiatriske system. Alt imens de øver sig i at leve et almindeligt liv: at koge en suppe, at sove om natten, at undgå at dø for egen hånd.
Det er positivt og vigtigt, at der de senere år er udgivet en række bøger, der handler om, hvordan det opleves at blive ramt af psykisk sygdom. Bøger der vel at mærke er skrevet af mennesker, der har prøvet det på deres egen krop. Det er godt, at psykisk sygdom endelig er på vej til at blive aftabuiseret. Set i lyset af, hvor mange af os, der på et tidspunkt i løbet af livet bliver ramt af psykisk sygdom – eller bliver pårørende til en, der rammes, kan det kun gå for langsomt.
I Ungeenheden tegner forfatteren et både usentimentalt, knivskarpt og poetisk billede af en lille gruppe unge menneskers møde med psykiatrien. Der er ikke noget i romanen, der udpensles. Der er plads til, at læseren kan opfatte det, der står mellem linjerne.
Læs mere om Ungeenheden hos Gads Forlag.
