Bog modtaget som anmeldereksemplar.
Jeg har læst Tidselhonning af Sara Paborn.
Ebba Lindqvist er tidligere samlivscoach og har haft sit eget radioprogram. Hun har desuden skrevet flere populære selvhjælpsbøger bl.a. om den lykkelige skilsmisse. Nu er hun imidlertid selv blevet skilt, og skilsmissen var alt andet end lykkelig. Hendes gode råd om parforhold er derfor ikke særlig efterspurgte mere, og hun må prøve at tjene penge på andre opgaver. Så hun siger ja til at skrive en reportage om livslange ægteskaber. I den forbindelse planlægger hun et interview med Veronika Mörk, der lader til at have levet i et lykkeligt ægteskab i 60 år frem til ægtemandens død.
Mødet med Veronika overrasker en del. Ganske vist fortæller hun lidt om sit livs store kærlighed, men det viser sig, at det ikke er sin afdøde ægtefælle, hun taler om i den forbindelse. Det er derimod en mand, som hun forelskede sig hovedkulds i den sommer, da hun var bare 17 år. Ebba finder ud af, at Veronikas ungdoms store kærlighed stadig lever. Hun er i tvivl, om hun skal kontakte ham eller lade fortiden ligge og lade være med at blande sig.
Læseren følger skiftevis Veronika og hendes stormende forelskelse i sommeren 1955 og dagene, hvor Ebba og Veronika mødes og taler sammen i 2019.
Jeg har nydt at læse Tidselhonning. Romanen er meget stemningsfuld og smukt fortalt. Den skildrer et fint møde mellem to vidt forskellige kvinder fra hver sin generation. Begge har de oplevet stormende forelskelse, stor kærlighed og smertefulde brud. Tidselhonning er en bittersød fortælling om den smukke og svære kærlighed og de tunge valg i livet.
Læs mere om Tidselhonning hos Gutkind.