Klubben for Lykkelige Slutninger

klubbenforlykkeligeslutninger

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Klubben for Lykkelige Slutninger af Caroline Säfstrand.

Tre kvinder finder hver især en seddel under vinduesviskeren på deres bil, da de har været ude at handle. Hjerteligt velkommen til Klubben for Lykkelige Slutninger står der som overskrift på sedlen. Det er en invitation til at deltage i et skrivekursus. Trods forskellige betænkeligheder tilmelder de sig alle tre kurset.

De tre kvinder er temmelig forskellige.

Cecilia er anklager. Hun har mistet sin mand alt for tidligt. Børnene er flyttet hjemmefra, og Cecilia føler sig trist og ensom.

Lisbeth laver mad i en børnehave. Hendes mand er allerede pensioneret, og hun nærmer sig selv pensionsalderen. Lisbeth drømmer om, at de nu skal til at leve det gode liv. Hun drømmer om at rejse, drikke god vin og i det hele taget bare nyde livet. Men hendes mand er sparsommelig – grænsende til det påholdende, og Lisbeth er bange for, at hendes drømme aldrig vil blive til virkelighed.

Ivy har en kærlig og omsorgsfuld mand, og de er forældre til en lille dreng. Men hun døjer med angst. Hun er hele tiden meget bange for, at der skal ske noget med barnet, og hun har en følelse af, at nogen følger efter hende.

En gang om ugen mødes kvinderne på skrivekurset hjemme hos kursuslederen Sam. De kaster sig ud i skriveøvelserne og lærer efterhånden hinanden – og måske også sig selv – bedre at kende.

Klubben for Lykkelige Slutninger er en skøn roman. Karaktererne er både genkendelige og troværdige, og man fatter hurtigt sympati for dem. Jeg har følt mig i ualmindelig godt selskab med kvinderne fra skrivekurset, og jeg er ikke fri for at savne dem nu, hvor jeg har læst bogen færdig. Klubben for Lykkelige Slutninger er en roman fuld af varme og atmosfære. En dejlig historie om venskab, lykkelige slutninger og ikke mindst nye begyndelser.

Læs mere om Klubben for Lykkelige Slutninger hos Alpha Forlag.

Jeg har tidligere anmeldt Villa Havbrise af Caroline Säfstrand her på bloggen.

Du vil måske også synes om

2 kommentarer

  1. Begge bøger er nu reserveret på biblioteket. Mange af dine bøger er så nye at de ikke er kommet på bibliotekerne, men de her var 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *