Bog modtaget som anmeldereksemplar.
Jeg har læst Gladiator af Jens Henrik Jensen. Bogen er den femte i serien om den tidligere jægersoldat Niels Oxen.
Fra bogens bagsidetekst:
Da en snigskytte dræber en gruppe krigsveteraner i en afsides shelterlejr, må PET bede den tidligere jægersoldat Niels Oxen om hjælp. Oxen siger ja til at assistere sin gamle makker, Margrethe Franck, men efterforskningen viser sig at være yderst vanskelig:
Snigskytten har formentligt meget mere på samvittigheden, og en ung, kvindelig betjent krydser konstant deres spor på mystisk vis. Tilmed har PET – uvist af hvilken grund – mørkelagt dele af sagen.
For PET er den højtdekorerede Oxen den rette mand at sende ud i ingenmandsland i jagten på de skyldige.
For Oxen selv bliver det en skæbnesvanger opgave, da han står ansigt til ansigt med døden.
Jeg er stor fan af bøgerne om Niels Oxen, og har set frem til at læse Gladiator. Bogen har til fulde levet op til mine forventninger. Jeg kan rigtig godt lide de gennemgående karakterer i serien, og i denne nye bog træder en ny interessant og sympatisk karakter ind på scenen. Samtidig går spændningskurven kun én vej – op, op, op. Niels Oxen er en hårdt prøvet mand, og han bliver bestemt heller ikke skånet i Gladiator. Det har været vanskeligt – for ikke at sige nærmest umuligt – at lægge bogen fra sig.
Jeg har tidligere anmeldt seriens fire første bøger: De hængte hunde, De mørke mænd, De frosne flammer og Lupus. De tre første bøger udgør Danehof-trilogien.
Læs mere om Gladiator hos Politikens Forlag.