Bog modtaget som anmeldereksemplar.
Jeg har læst blindt raseri af Cara Hunter. Bogen er fjerde, selvstændige bind i Oxford- serien
En helt ung pige bliver brutalt overfaldet og bortført. Heldigvis lykkes det for hende at slippe fri og flygte.
En taxichauffør lægger mærke til Faith, som pigen hedder, da hun forvirret og skræmt fra vid og sans går rundt i byen. Han tilbyder at køre hende til politistationen, men hun vil i første omgang ikke anmelde overfaldet. Hun vil bare hjem.
Kriminalinspektør Adam Fawley og hans team går i gang med at efterforske sagen. Desværre er det begrænset, hvad Faith kan fortælle om overfaldet, og efterforskerne får en fornemmelse af, at hun skjuler noget. Samtidig har Fawley en følelse af, at der er noget bekendt ved sagen.
Da en anden ung pige forsvinder, er Fawley nødt til at se fortiden i øjnene. Hvis ikke han gør det, kan det få fatale konsekvenser.
Jeg er stor fan af Cara Hunters Oxford-serie, og denne nye bog i serien har absolut ikke gjort min begejstring mindre. Igen har forfatteren skrevet en krimi, hvor spændingen holder helt til sidste side, og hvor handlingen undervejs tager nogle uventede drejninger. De gennemgående karakterer kender læseren på nuværende tidspunkt i serien ganske godt, men de formår alligevel at overraske. En serie der bliver bedre og bedre.
Jeg har tidligere anmeldt de tre første bøger i serien Familiens synder, Skjult og Ingen udvej.
Læs mere om Blindt raseri hos Gads Forlag.