I løbet af januar har jeg læst bøgerne på billedet. Som altid har jeg bevæget mig rundt i forskellige genrer.
I dødens hænder af Trude Teige. Bogen er andet, selvstændige bind i krimiserien om tv-journalisten Kajsa Coren. Kajsa er gået i gang med at lave en dokumentar om sin mor, der er flyttet på plejehjem. Kajsa tilbringer mange timer på plejehjemmet, hvor hun taler med både beboere og personale. Efterhånden får hun en fornemmelse af, at der er noget på plejehjemmet, der ikke er, som det skal være.
Dette andet bind er fuldt på højde med det første. Der sker ting og sager i Kajsa Corens liv – både professionelt og privat. Jeg glæder mig allerede til næste bind i serien.
Vittu af Iben Mondrup. Vittu er en selvstændig fortsættelse af Tabita. Vitus er Tabitas lillebror. Tabita er blevet fortalt, at hendes lillebror er død på det børnehjem, han er blevet anbragt på. Det passer ikke. Vitus er blevet adopteret af et velstillet par fra Århus.
Vittu er en stærk læseoplevelse, der kalder mange følelser frem. Vitus bliver udsat for så mange svigt og overgreb. Hans historie er hjerteskærende, barsk og gribende – men også smuk.
At leve er ikke nok af Anne-Kirsten Brønserud. Bogen er den selvstændige fortsættelse af Når svalerne flyver højt. I At leve er ikke nok møder vi igen de tre søskende, Anne-Mette, Mie og Henner samt Anne-Mettes kæreste, Bjarne.
Bogen tager igennem de unges historier fat på emner som alkoholmisbrug, ligestilling kønsidentitet og ikke mindst seksualitet. Bogens hovedpersoner eksperimenterer med forskellige måder at bo og leve på, som man gjorde i 70’erne, hvor bogens handling udspiller sig. Det tegner et meget rammende billede af, hvordan det var at være ung i den tid.
Blindt raseri af Cara Hunter. Bogen er fjerde, selvstændige bind i Oxford- serien
En helt ung pige bliver brutalt overfaldet og bortført. Heldigvis lykkes det for hende at slippe fri og flygte. En taxichauffør lægger mærke til Faith, som pigen hedder, da hun forvirret og skræmt fra vid og sans går rundt i byen. Han tilbyder at køre hende til politistationen, men hun vil i første omgang ikke anmelde overfaldet. Hun vil bare hjem.
Igen har forfatteren skrevet en krimi, hvor spændingen holder helt til sidste side, og hvor handlingen undervejs tager nogle uventede drejninger.
Sigurd fortæller om naturvidenskab af Sigurd Barrett. Med hjælp fra fagkonsulenter har Sigurd skrevet en herlig og gennemarbejdet bog, der fortæller om naturvidenskab på en måde, så hele familien kan være med. Der fortælles om Big Bang, om solsystemet og om videnskabsmænd, der gør store opdagelser. Der forklares hvordan kroppen kan hele et sår og om, hvorfor en blyant ender på gulvet, når man taber den. Der er noget om magnetisme, om drivhuseffekten og meget, meget mere. Bogen er illustreret af Jørgen Eivind Hansen.
Det har været en sand fornøjelse at læse bogen.
For den rene er alting af Karen Schultz handler om at være mønsterbryder. Ikke pga. af fin uddannelse, høj løn eller palævilla, men ved at kunne bryde med en opvækst uden kærlighed.
Der kan sikkert siges og skrives mange kloge ord om denne roman, for den beskæftiger sig med flere ret så alvorlige temaer. Men for mig er den først og fremmest en smuk kærlighedshistorie.
Jordens lykkeligste mand af Eddie Jaku.
Den tyske jøde Eddie Jaku gik i skole langt væk fra sin familie og var uvidende om, hvad der var ved at ske i Tyskland. Den 9. november 1938 ville han overraske sin familie med et besøg, men blev i stedet tævet halvt til døde af rasende nazister under Krystalnatten.
Under Anden Verdenskrig tilbragte han flere år i kz-lejrene Buchenwald og Auschwitz, hvor han oplevede ubegribelig ondskab. Han mistede sin familie, sine venner, sit land. I krigens sidste dage flygtede han fra dødsmarchen, hvor 15.000 mennesker omkom. Han var 25 år, vejede 28 kilo og var døden nær.
Hele bogen igennem mærker man denne mands lyse sind og positive indstilling til livet. Det er en bog, vi allesammen kan lære noget af, og jeg vil anbefale den på det allervarmeste.
Når mænd forlader mig af Johanne Bille er en rigtig god og velskrevet roman om en ung kvinde, der forsøger at please sine skiftende kærester og blive, som de gerne vil have, hun skal være. En roman om vigtigheden af at stå ved sig selv og sine grænser.