Den danske soldat

dendanskesoldat

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Den danske soldat af Emilia Hansen.

Læseren møder bogens to hovedpersoner omkring den tid, da anden verdenskrig bryder ud.

Tim og Lilly kommer fra vidt forskellig baggrund. Lilly tilhører den tyske overklasse og Tim er arbejdersøn og en del af det danske mindretal i Schleswig Holstein. De mødes tilfældigt og bliver tiltrukket af hinanden. Hurtigt forelsker de sig i hinanden og begynder at mødes i smug. De drømmer om en fremtid sammen. En fremtid, der ser anderledes ud end den, der ellers ligger i kortene for dem hver især.

De skjuler deres kærlighed for omverdenen, da de er klar over, at deres forhold vil møde modstand fra alle sider.

Tim bliver indkaldt til den tyske hær og bliver sendt til Østfronten. Imens forsøger Lilly at realisere sin drøm om at læse til dyrlæge. Samtidig kæmper hun imod, da familien forsøger at presse hende til ægteskab med en mand af passende herkomst.

Men adskillelse og krig kan ødelægge både drømme og mennesker. Hvis Tim vender hjem fra krigen med livet i behold, er det så den samme Lilly, der venter derhjemme? Og vil han selv være den samme?

Den danske soldat er en både stærk og romantisk fortælling om krig og kærlighed. Jeg har nydt at læse bogen, der er både romantisk og autentisk. Karaktererne er troværdige, og sproget let og farverigt. Der er en fin balance mellem fakta og fiktion, der gør læseoplevelsen både underholdende og interessant. Der er dog en enkelt lille ting, der har naget mig under læsningen: Bogen kunne have fortjent en grundigere korrektur. Der er lige lovlig mange svipsere, og det er synd. Det påvirker selvfølgelig ikke selve fortællingen, men det generer som en lille sten i skoen, synes jeg.

Læs mere om Den danske soldat hos Lindbak+Lindbak.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *