Læst i december 2022

laestidecember2022

Der har ikke været så meget tid til læsning i løbet af december. Men fire bøger er det da blevet til:

En ny begyndelse af Sue Moorcroft.

Juletiden vækker altid den lille landsby Middledip til live, og Georgine elsker julen. Men siden hendes ekskæreste forlod hende – og ikke nok med det, men også overlod hende en altoverskyggende gæld – har Georgine kæmpet for at få enderne til at mødes.

For at holde tankerne  væk fra bekymringerne kaster hun sig ud i at arrangere juleforestillingen på den lokale musikskole.

En ny begyndelse er en rigtig sød, charmerende og underholdende fortælling. Tonen er let og uhøjtidelig.

Udsigt fra en malkeskammel af Frank Erichsen i samarbejde med Susanne Sayers. Bogen er illustreret af Theresa Maria Jessing, der er gift med Frank Erichsen.

I Udsigt fra en malkeskammel deler Frank Erichsen personligt og usentimentalt sine tanker om, hvordan en radikalt anderledes tilgang til livet ikke bare er nødvendig for planeten, men måske også for os selv. Den grønne omstilling kommer nemlig til at kræve forandringer overalt i samfundet, men det begynder og slutter hos os selv.

Jeg har virkelig nydt at læse Udsigt fra en malkeskammel. Jeg er stor fan af tv-programmerne om Frank og Kastaniegaarden, og bogen falder fint i tråd med programmerne. I bogen uddyber Frank sine holdninger til selvforsyning, forbrug og bæredygtighed. Hans begejstring for de ting, han beskæftiger sig med, skinner som altid klart igennem, og det gør ham til en suveræn formidler.

Kære Kabul af Simi Jan.

Da Taliban indtager Kabul i august 2021, og reportere og indbyggere flygter ud af landet, vælger Simi Jan at rejse den modsatte vej.

Hun er drevet af dyb kærlighed til et land og dets folk, hvis historie er vævet sammen med hendes egen.

Korrespondent Simi Jan skriver sig i bogen helt ind under huden på læseren. Hun rapporterer ikke bare om en verdenshistorisk begivenhed. Hun fortæller med hjertet om et land og et folk, hun personligt er stærkt knyttet til. Hun fortæller om sit eget liv og hvordan, privatlivet påvirkes af hendes arbejde. Læseren får indblik i, hvad det er, der driver hende til gang på gang at forlade sit trygge liv i Danmark, sin mand og sine børn for at rejse til verdens brændpunkter og fortælle os andre, hvad der virkelig sker.

En rigtig dame af Heidi Kølle Andersen. Novellesamlingen byder på 15 korte fortællinger om kvinder i alle aldre.

Sproget er blomstrende, let og uhøjtideligt. Karaktererne er både troværdige og genkendelige og de korte fortællinger tankevækkende. Novellerne slynger sig elegant ind i hinanden, og der serveres overraskelser undervejs.

En rigtig dame er en fin lille bogperle, som jeg varmt vil anbefale.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *