I løbet af januar har jeg læst bøgerne på billedet. Som sædvanlig har jeg bevæget mig lidt rundt i forskellige genrer.
Fix din fordøjelse af Tine Jørgensen og Jane Faerber.
Gå godt af Mikael Kamber handler om, hvordan vi kan genfinde gangtempoet. Både i hverdagslivet og i en større sammenhæng, og gåture i selskab med inkarnerede fodgængere som blandt andre Bente Klarlund, Tor Nørretranders og Rane Willerslev føjer nye og overraskende perspektiver til vigtigheden af at gå.
Det var fint at få bekræftet, hvor godt det er for et menneske at gå. Det gavner både kroppen og sindet. Bogen er spækket med fakta om, hvad gåturene gør for den, der går. Den emmer af godt humør og gåpåmod.
De dødes sommer af Trude Teige er tredje, selvstændige bind i krimiserien om tv-journalisten Kajsa Coren.
Kajsa holder fri fra jobbet på Kanal 4 og er taget hjem til sin barndomsby Losvika for at arbejde på en bog, hun har planer om at skrive. Bogen skal handle om, hvad der skete med nogle af de unge kvinder fra lokalsamfundet under Anden Verdenskrig. Kajsa er i gang med sin research, da et drab ryster det lille bysamfund. En ældre mand findes død i en båd, der driver rundt i fjorden.
Jeg kan godt lide Kajsa Coren og serien om hende, ligesom jeg også synes rigtig godt om Trude Teiges fortællestil.
Den forsvundne søster af Lorna Cook. Handlingen foregår i to tidsspor.
Da øen Guernsey i 1940 invaderes af nazisterne, er to søstre fast besluttet på at gøre oprør på enhver tænkelig måde. Men da de bliver tvunget til at tage imod en tysk soldat, er de chokerede over at finde et kendt ansigt på deres dørtrin – en barndomsven, som nu er blevet deres fjende.
To generationer senere i 2016 vender Lucy tilbage til Guernsey efter en fjern kusines død. Mens hun gør det gamle familiehus klar til salg, opdager Lucy en kasse med håndskrevne sedler, hvor ét ord skiller sig ud: modstand.
Jeg synes tit rigtig godt om fortællinger i to tidsspor, og i dette tilfælde er fortælleformen lykkedes virkelig godt. Begge spor fangede mig, og undervejs lærte jeg nyt om tiden under anden verdenskrig.
Et godt nyt år af Malin Stehn.
Nytårsaften forsvinder 17-årige Jennifer. Uvidende om det mareridt, der venter hende i det nye år, skåler hendes mor Lollo nytåret ind med sine gamle venner, Nina og Malena.
Da forældrene vågner med både moralske og fysiske tømmermænd er deres værste mareridt blevet til virkelighed.
Hold da helt op – sikke et brag af en spændingsroman. Jeg var fuldstændig opslugt, mens jeg læste den. Bogen er virkelig godt skrevet og karaktererne meget troværdige. Tempoet er højt.
Inde i husene af Grit Niklasson er en novellesamling. Novellerne tegner fine små portrætter af mere eller mindre almindelige mennesker – på godt og ondt. Novellerne fletter sig lidt ind i hinanden, da beboerne i rækkehusene naturligvis interagerer mere eller mindre med hinanden. Det giver en rigtig fin sammenhæng i læsningen. En tankevækkende lille bog, som jeg har hygget mig med at læse.
Elven af Rosa Liksom er en barsk og gribende fortælling om at være barn og på flugt – og være adskilt fra sin familie. Historien fortælles af den knapt fjortenårige pige og er kendetegnet ved nøgterne observationer og beskrivelser af både mennesker, omgivelser og hændelser. Der tegnes et billede af en pige, der tager meget ansvar og på nogle områder er blevet tidligt voksen. Men også af en klog, stærk og handlekraftig pige på tærsklen til voksenlivet.