Bog modtaget som anmeldereksemplar.
Jeg har læst De bedste familier af Kim Blæsbjerg.
I 1953 flytter Cheminova sin fabrik fra Sjælland til Vestjylland. Ingeniøren Jørn og hans kone Karin og deres lille datter flytter med og tager hul på et nyt kapitel i livet.
Niels har tidligere arbejdet i landbruget, men bliver nu ansat på den nye fabrik. Han og hans kone Margrethe drømmer om en større og bedre lejlighed og i det hele taget en tryggere og bedre tilværelse for dem selv og deres tre børn.
De to familiers veje krydser hinanden via fabrikken, og de to kvinder lærer hinanden at kende og bliver efterhånden veninder.
I begyndelsen er der ingen, der rigtig forholder sig til det kemiske affald, som fabrikken leder direkte ud i havet. Ej heller ikke til de forgiftninger, som arbejderne jævnligt oplever. Efterhånden bliver de skadelige effekter af giftstofferne dog så tydelige, at de ikke længere kan bortforklares.
De bedste familier er en fængslende fortælling om overgangen fra efterkrigstid til velfærdssamfund. Om begyndende kvindefrigørelse og om loyalitet, svigt og utroskab.
Jeg har været fuldstændig opslugt af De bedste familier. Jeg har jo gennem det meste af mit liv løbende hørt om Cheminova, giftskandalen og den omfattende forurening. Men det er først nu, hvor jeg har læst Kim Blæsbjergs roman, at jeg for alvor får øjnene op for, hvor voldsomt giftfabrikken har påvirket et helt lokalsamfund. Og i virkeligheden os alle sammen. I hvert fald har jeg fået lyst til at sætte mig mere ind i hele historien om Cheminova. Samtidig tegner bogen et stærkt og realistisk billede af to familier, hvis liv på hver sin måde bliver kraftigt påvirket af Cheminova.
De bedste familier er en stor og meget stærk læseoplevelse. Bogen er velskrevet og karaktererne står så skarpt og troværdigt, at man næsten synes, at man kender dem personligt, når man vender de sidste sider i bogen. Efter endt læsning har jeg svært ved at slippe romanens personer. Jeg ville gerne vide, hvordan det gik dem videre frem. En stor og tankevækkende roman, der angår os alle.
Læs mere om De bedste familier hos Gutkind.
2 kommentarer
Jeg er netop startet på bogen og er allerede fanget. Jeg bor i Vestjylland og har tilbragt min barndoms ferier i Fjaltring. Der har altid været talt om Cheminova, men aldrig så tydeligt som, det jeg allerede har læst.
Jeg synes også, at bogen har åbnet mine øjne for, hvor alvorlig hele sagen om fabrikken og forureningen var og stadig er. Det er ganske forfærdeligt at tænke på, at man vidste så lidt om konsekvenserne af det, man foretog sig dengang. Bogen er virkelig tankevækkende, velskrevet og rigtig god.