Læst i marts 2023

laestimarts2023

I løbet af marts har jeg læst de seks bøger på billedet:

Tilgiv aldrig af Trude Teige er sjette selvstændige bind i krimiserien om journalisten Kajsa Coren.

Kajsa Coren og hendes familie er tilbage i Asker. Kajsa arbejder på en dokumentar om MeToo. Undervejs i hendes research dukker der noget op, der trækker tråde til en  aktuel sag om en død mand og en forsvindingssag, som politiet arbejder på at opklare.

Tilgiv aldrig er en hæsblæsende historie, hvor den hårdt prøvede Kajsa endnu en gang kommer tæt på voldsomme begivenheder og også meget tæt på politiets efterforskning. En rigtig spændende krimi, hvor siderne næsten vender sig selv.

Boghandleren i Dachau af Shari J. Ryan er en fortælling i to tidsspor.

Det historiske spor begynder i Tyskland i 1940. Mathildas barndomskæreste Hans er jøde. Da jødeforfølgelsen gør det nødvendigt, gemmer Mathilda Hans i skunken på sit loftsværelse.

Fortællingens nutidige spor begynder i Boston i 2018, da Grace modtager besked om, at hun har arvet en ejendom i Dachau i Tyskland efter sin mormor, som hun aldrig har kendt.

Boghandleren i Dachau er en gribende og hjerteskærende fortælling om kærlighed, krig, tab og håb. Jeg har været meget optaget af bogen og haft svært ved at lægge den fra mig.

Hittebarnet af Stacey Halls.

I 1747 føder den unge Bess en lille pige. Bess er ugift og fattig og har ikke mulighed for at forsørge sit nyfødte barn. Allerede dagen efter fødslen anbringer hun barnet på et børnehjem. Hun er knust over at give barnet fra sig og lover sig selv, at arbejde hårdt for en skønne dag at kunne hente sin datter hjem igen.

Hittebarnet er en gribende, underholdende og fin historie, som jeg har hygget mig med at læse. Jeg synes, at karaktererne står en lille smule diffust, men man er ikke i tvivl om, hvem der er de gode, og hvem der ikke er. Jeg vil anbefale bogen til alle, der ligesom jeg holder af en god gang historisk fiktion.

Pigen på billedet af Heidi Amsinck er andet selvstændige bind i krimiserien om journalisten Jensen.

En gammel dame, Irene Valborg findes myrdet i sin villa, og hendes kostbare diamanthalssmykke er forsvundet. Det kunne minde om et indbrud, der er gået over gevind.

Irene Valborgs datter har brug for hurtigst muligt at få udbetalt arven efter sin mor, så hun hyrer Jensen, tidligere reporter på Dagbladet og hendes praktikant til at finde den manglende diamanthalskæde.

Igen løber Henrik i sit forsøg på at opklare sagen ind i Jensen. Han har ellers desperat forsøgt at glemme hende for at forsøge at redde sit ægteskab.

I denne bog kommer læseren lidt tættere ind på livet af de to hovedpersoner Jensen og Jungersen. De vinder begge to ved nærmere bekendtskab.

Lygtemændene af Elly Griffiths er 12. selvstændige bind i krimiserien om den skønne arkæolog og knogleekspert Ruth Galloway.

Ruth har rykket teltpælene op og er flyttet til Cambridge. Her har hun nu et nyt job og et nyt hjem, som hun deler med Frank og naturligvis Kate. Ruth fungerer ikke længere som politiets knogleekspert, men bliver alligevel involveret i en sag i Norfolk. En dømt morder vil nemlig fortælle, hvor to dræbte kvinder er begravet. Men han vil kun fortælle det på betingelse af, at det bliver Ruth, der kommer til at stå for udgravningen.

Det er Nelson, der leder efterforskningen af sagen, så nu kommer han og Ruth igen til at arbejde sammen.

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg er helt pjattet med krimiserien om Ruth Galloway og Harry Nelson. Derfor har jeg også glædet mig til at læse denne nye bog i rækken. Heldigvis lever bogen fuldt og helt op til mine forventninger. Faktisk synes jeg, at denne bog er en af seriens hidtil bedste.

Drengen i mørket af Anne-Sophie Lunding-Sørensen er den første bog i spændingsserien om makkerparret Storm og Molin.

Vivian Storm er blevet fyret fra sit prestigefyldte advokatjob og er blevet tvunget i knæ. Alligevel åbner hun det moderne detektivbureau Storm Consulting med drømmen om at genfinde sit gamle jeg.

Vivian ansætter den smukke antropologistuderende Bjørn Molin som assistent. Det viser sig, at han har talent for detektivarbejde, og han bruger snart al sin tid i firmaet i stedet for at skrive sit speciale.

Storm Consulting er på randen af konkurs, da de får en indbringende opgave: at finde Ludomir Draga, halvbror til en rig, polsk arving.

Jamen for Sørensen da, hvor har jeg været godt underholdt under læsningen af Drengen i mørket. Tempoet er højt, og karaktererne interessante og autentiske. Selve krimidelen i bogen er spændende, men de to detektivers private livshistorier er næsten endnu mere medrivende. Makkerparret Storm og Molin klæder hinanden og får det bedste frem i hinanden.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *