Og nu til noget helt andet – medicin forurenet med multiresistente bakterier

dicillin

De fleste, der besøger min blog, er interesseret i at læse boganmeldelser. Men i dag vil jeg tillade mig at skrive om noget helt, helt andet. Nemlig om multiresistente bakterier i et lægemiddel. Endda et lægemiddel mod infektioner.

Sagen har ikke fyldt meget i pressen til trods for, at det faktisk er en stor skandale.

Kort fortalt handler historien om, at et lægemiddel – Dicillin 500 mg fra Sandoz – under produktionen er blevet forurenet med multiresistente bakterier. Det vil sige bakterier, der ikke kan bekæmpes med de mest almindelige penicillintyper.  Den omtalte bakterie er en tarmbakterie, og burde altså ikke på nogen måde kunne optræde i et forsvarligt/ansvarligt produceret lægemiddel. Men det er alligevel sket. Potentielt kan 35.000 danske patienter være smittet med bakterien. Mange ved end ikke endnu, at de kan være i farezonen. De mange patienter har alle indtaget Dicillin fra Sandoz i perioden mellem sidst i august 22 og frem til begyndelsen af februar 23.

Nogle af de mange patienter har samlet sig i en Facebookgruppe. Her vil vi forsøge at støtte hinanden og prøve at råbe de ansvarlige myndigheder op. Vi ønsker først og fremmest ærlige svar på, hvad det kan medføre af konsekvenser for vores sundhed/helbred, hvis vi er blevet smittet. Vi ønsker at blive testet – så vi kan få vished for, om vi er smittede eller ej. De første 28 patienter er allerede konstateret smittet med bakterien, men da vi ikke alle tilbydes test, finder man først bakterien, når den enkelte allerede er blevet syg.

Hvis man har indtaget Dicillin i den nævnte periode, skal man oplyse det ved evt. hospitalsindlæggelse. Hvis man er smittet med den pågældende CPO bakterie, skal man nemlig isoleres, for ikke at smitte andre. Dette står i skarp modstrid med det, sundhedsmyndighederne fortæller os, nemlig at vi ellers bare kan leve som vi plejer, bare vi sørger for en god håndhygiejne. Man anser altså ikke smitterisikoen for væsentlig, før man indlægges – så får piben til gengæld en anden lyd. Så skal der tages virkelig mange forholdregler for at begrænse smitte.

Vi er mange, der har indtaget Dicillin fra Sandoz i den nævnte periode, der er utrygge. Og vi føler os svigtet af de danske sundhedsmyndigheder. Dette her burde slet ikke kunne ske. Og nu er der ikke rigtig nogen, der vil tage ansvar og gøre noget for at rette op på skaderne – så vidt det nu kan lade sig gøre. Medicinalfirmaet Sandoz har trukket produktet helt ud af markedet – men hvad hjælper det?

Hvis du vil læse mere om skandalen og CPO bakterierne, er her en god og informativ artikel.

Hvis du er blevet behandlet med Dicillin i den ovenfor nævnte periode, kan du finde ligestillede i Facebookgruppen her.

Jeg skriver om Dicillin skandalen her på bloggen, fordi jeg selv omkring juletid blev behandlet med netop denne medicin, da jeg endnu en gang havde infektion i mit eksem.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *