Bog modtaget som anmeldereksemplar.
Jeg har læst Jeg husker dagen som lys af Olav Hergel.
Olav er syv år gammel, da hans mor, Benedicte, første gang bliver indlagt på psykiatrisk afdeling. I lange perioder taler hun ikke til andre mennesker, heller ikke sine børn. Hun skriver små sedler med nødvendige beskeder, når hun køber ind eller er til forældremøde på skolen. Til børnene skriver hun lange breve, som hun lægger på deres hovedpuder. I andre perioder er Benedicte rask og opfører sig som enhver anden kærlig og omsorgsfuld mor.
Olavs mor lærer ham at bede fadervor. Og han beder og beder, om og om igen. Gentagelser – tvangshandlinger fylder i perioder meget i hans hverdag.
Først som voksen hører han om OCD, og brikkerne falder på plads. Han forstår, at det er OCD, han har været så plaget af og er overbevist om, at det har været den samme lidelse, hans mor kæmpede med.
Jeg husker dagen som lys er en bog, der går lige i hjertet. Den fortæller hudløst om smerten ved at vokse op med en mor, der i perioder er svær at afkode, fordi hun er plaget af en psykisk lidelse. Om det svære ved selv at være styret af tanker, man føler sig tvunget til at handle på. Det er så godt beskrevet, at man umiddelbart mærker smerten og afmagten. Essensen i bogen er selvfølgelig fortællingen om livet med en psykisk lidelse som følgesvend, men kærlighed er den røde tråd gennem hele fortællingen. En stærk og tankevækkende læseoplevelse.
Læs mere om Jeg husker dagen som lys hos Politikens Forlag.
