Læst i juni 23

læstijuni23

I løbet af juni har jeg læst de seks bøger på billedet. Jeg er kommet godt rundt i forskellige genrer denne gang. Bøgerne er virkelig vidt forskellige, men jeg har været glad for at læse dem allesammen.

City af Jesper Stein er syvende bind i krimiserien om Axel Steen. Det er en virkelig spændende og lidt anderledes krimi, som jeg har haft svært ved at lægge fra mig. Som en kontrast til det rå og hårdkogte får læseren denne gang lov til at lære en mere følsom og sårbar side af Axel Steen at kende. Det giver hele historien en ekstra dimension og gør den både rørende og ekstra interessant. City er overraskende og spændende nyt i serien om Axel Steen.

Kommandantens sekretær af Pam Jenoff. Vi befinder os i Polen i 1939. Nittenårige, jødiske Emma Bau har kun været gift med Jacob i tre uger, da tyskerne invaderer Polen. Jacob er nødt til at gå under jorden, og Emma ender ligesom hendes forældre i den jødiske ghetto i Krakow. Med hjælp fra modstandsbevægelsen lykkes det hende dog snart at flygte til den frie del af byen. Her skifter hun til en dækidentitet. Hun er nu ikke længere jødiske Emma. Hun er ikkejødiske Anna Lipowski og bor hos Jacobs tante Krysia.

Kommandantens sekretær er en både barsk og rørende fortælling om krig og kærlighed, mod og vilje til at ofre sig i et højere formåls tjeneste.

De siger jeg er psykopat af Tine Wøbbe i samarbejde med Kristina Antivakis.

I De siger jeg er psykopat fortæller to kvinder og fire mænd om deres liv med dyssocial personlighedsstruktur, deres til tider voldsomme vrede, manglende forståelse for andre menneskers følelser og ligegyldighed over for samfundets love og regler. Alle seks færdes iblandt os i samfundet, nogle med domme bag sig, andre ikke. Fælles for dem er, at de giver os et unikt indblik i deres verden og fokus på livet som psykopat.

De siger jeg er psykopat er en bog, der slet ikke kan undgå at gøre indtryk på læseren. Bogen giver et interessant men også skræmmende indblik i, hvad psykopati egentlig indebærer. En meget interessant og velskrevet – men barsk – bog.

Sår af Sara Blædel og Mads Peder Nordbo er andet selvstændige bind i krimiserien om makkerparret Torp og Stark.

Politidirektør Margrethe Dybbøls datter Zenia er forsvundet. Zenia har før været væk hjemmefra i dagevis for at være sammen med sine vennner, men da en verserende sag om en anden forsvundet ung kvinde går ind i sin tredje uge, begynder Dybbøl at blive nervøs. Er der risiko for, at de to forsvindingssager hænger sammen?

Samtidig kaldes vicepolitiinspektør Liam Stark  ud til efterforskningen af et lig, der er fundet med tydelige lågeformede sår skåret ind i huden. Dea Torp prøver at holde et par fridage med sin nye kæreste, men må til sin ærgrelse afbryde dem, da der er brug for hendes hjælp til opklaringen.

Sara Blædel og Mads Peder Nordbo har igen skrevet en hæsblæsende og ret så underholdende krimi. Fuldstændig som i Opløst synes jeg, at jeg kan genkende begge forfattere i bogen, men også noget fælles og helt anderledes.

Velkommen til Ferry Lane Marked af Nicola May. Bogen er første bind i en serie.

Kara Moon er 33. Hun bor stadigvæk i den lille by, hvor hun har levet hele sit liv. Hun elsker at bo der. Hun arbejder på byens berømte marked, hvor hun sælger blomster. Hun har aldrig fået taget den uddannelse til blomsterbinder, som hun drømmer om.

Jeg har hygget mig med at læse Velkommen til Ferry Lane Marked. Bogen er en både charmerende og romantisk feel good-roman fuld af atmosfære og varme. Persongalleriet er farverigt, og sproget let og uhøjtideligt. Det har været en fornøjelse at møde de skønne og sympatiske mennesker omkring Ferry Lane Marked, og jeg glæder mig til at lære dem nærmere at kende. Bogen er oplagt til afslappet ferielæsning.

Stjernehimlen over Ferry Lane Marked af Nicola May. Bogen er andet bind i den charmerende serie, der foregår omkring Ferry Lane Marked ved Cornwalls kyst.

Da Star blev gravid som bare 16-årig, troede hun, at hendes liv var slut. Nu er hun 33, hun ejer en populær smykkebod på det brogede Ferry Lane Marked, og hendes datter Skye er på vej til at blive voksen. Star er tilfreds med sin tilværelse, men hun har svært ved at glemme den amerikanse turist Jack. De havde et kort og lidenskabeligt forhold, før han rejste uden at sige farvel.

Jeg er faldet pladask for det univers, Nicola May har skabt, i bøgerne om Ferry Lane Marked. Karaktererne bliver mere og mere sympatiske, jo bedre man lærer dem at kende. Tonen er uhøjtidelig og humoristisk. Historien er måske nok på nogle punkter lidt forudsigelig, men den er alligevel fuld af overraskelser. Og så er den underholdende og giver smil på læben.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *