I løbet af juli har jeg læst bøgerne på billedet. Som altid har jeg bevæget mig lidt rundt i forskellige genrer:
Regnbuen ender ved Ferry Lane Marked af Nicola May er tredje bind i den charmerende serie, der foregår omkring Ferry Lane Marked ved Cornwalls kyst.
Glanna Pascoe – også kendt som Regnbuemaleren – nærmer sig sin 40-års fødselsdag. Hun driver et lille galleri ved Ferry Lane Marked. Hun er ved at komme sig efter at have fået sit hjerte knust og er begyndt at få styr på sit liv igen. Da hun møder en lokal, kendt kunstmaler, bliver hun tiltrukket af ham.
Regnbuen ender ved Ferry Lane Marked er ligesom de to første bind i serien ren feel good. I denne bog træder nye spændende karakterer ind på scenen, samtidig med at dem, læseren kender fra de to første bøger, stadig optræder i periferien. Bogen og serien som helhed er romatisk, charmerende, humoristisk og virkelig underholdende. Hele serien egner sig perfekt til afslappet og hyggelig ferielæsning.
Enkemand af Kristian Ibler. Under Idas terminale sygdomsforløb oplever Kristian Ibler en eksistentiel krise. han føler, han har levet sit liv på en løgn og har forsømt det, der virkelig giver mening i livet. Kristian Ibler skriver hudløst ærligt, ofte humoristisk og udstiller sig selv som en mand, der til tider slet ikke forstår, hvordan hans liv fundamentalt set er ved at ændre sig.
Jeg blev dybt berørt af at læse bogen. Den beskriver så stærkt og hudløst det kaos af tanker og følelser, der følger i kølvandet på den tragedie det er, at miste sin elskede og stå alene med to børn. Bogen er skrevet med både hjerte og smerte – men også med humor og mod.
Fra asken af Lina Areklew er den første bog i krimiserien om makkerparret Fredrik Fröding og Sofia Hjortén. De to hovedpersoner martres begge af sorg og traumer, som de håndterer på meget forskellig vis.
Som ung dreng mister Fredrik Fröding sin familie under færgen Estonias forlis, men han nægter at erkende, at hans bror er død.
Femogtyve år senere fører traumet ham til den skønne ferieø Ulvön, hvor han møder en gammel bekendt, Sofia Hjortén, der efterforsker et mord på øen.
Fra asken er en rigtig spændende og velskrevet krimi med et interessant og troværdigt persongalleri.
I mørket af Line Areklew er den anden bog i krimiserien om makkerparret Fredrik Fröding og Sofia Hjortén.
Politiefterforskeren Sofia Hjortén og den tidligere politiaspirant Fredrig Fröding får deres sag for, da en lille pige forsvinder fra sit hjem. Det er en kamp mod tiden for den højgravide Sofia og hendes politikolleger, der efterforsker sagen i det sneklædte landskab.
I mørket er virkelig, virkelig spændende og velskrevet. Læseren kommer mere ind under huden på de gennemgående karakterer, og der bliver samlet op på nogle løse ender fra den første bog. Tempoet er højt, der er noget på spil, og som læser er man fanget ind af historien fra start til slut.
Slottets sidste hemmelighed af Santa Montefiore, Turbulenz er sidste bind i trilogien Slotskrøniken.
Det er 1939, og verden står på tærsklen til en ny storkrig. I kulissen venter en ny generation af familien Deverill på at tage over.
Kitty har for længst fundet sig til rette med sin ægtemand, Robert og parrets to børn. Men da hendes livs store kærlighed dukker op igen, vendte det op og ned på hendes ellers så lykkelige tilværelse.
Jeg var godt underholdt af trilogiens første to bøger, men denne tredje bog tager prisen. Den er både underholdende, romantisk, dramatisk og fuld af intriger. Efterhånden, som siderne vendes, falder alting i hak. Puslespillets manglende brikker dukker op en efter en, og alting går op i en højere enhed. En virkelig dejlig afslutning på trilogien.
Tilbage til Lindö af Eleonore Holmgren er en selvstændig fortsættelse af Sidste sommer på Lindö.
Da Adam vender tilbage til Lindö for første gang siden Brittas begravelse, er intet det samme. Hendes børn har ikke fundet noget testamente, og alle er på kant med alle. Karlsson har forladt Lindö, et hus er brændt ned, og der er begyndt at ske mærkelige ting på den lille ø.
Jeg har hygget mig meget med at læse Tilbage til Lindö. Forfatteren har skabt et meget charmerende univers i bogen. Sproget er let og flydende, persongalleriet troværdigt og tiltalende. Hele fortællingen i bogen drejer sig om venskab og sammenhold – og om de bump på vejen, der altid kan opstå. En romantisk og fin fortælling om gammel kærlighed, der som bekendt ikke ruster og om, at det aldrig er for sent.