De fleste, der besøger min blog, gør det for at læse boganmeldelser. Det er bøger, jeg plejer at skrive om. Men i dag vil jeg skrive om noget helt andet.
I dag vil jeg fortælle en historie fra det virkelige liv. En historie der er blevet en hjertesag for mig. Historien om August.
August er en sød og glad dreng på seks år. Han bor sammen med sin far, mor og storesøster i Horsens. Men Augusts liv er ikke, som livet er for de fleste børn på seks år. Han er nemlig født med en sjælden genfejl, der betyder, at han langsomt vil blive mere og mere handicappet.
Efter mange undersøgelser har lægerne fortalt, at de ikke kan tilbyde August en behandling, der kan kurere ham. Man anbefaler motorisk træning for at modvirke nogle af konsekvenserne af sygdommens angreb på Augusts krop.
Forældrene har naturligvis været desperate og søgt al den viden om sygdommen, de har været i stand til at finde. Derved har de fundet frem til en genterapi i udlandet, som ser ud til at kunne hjælpe August og bremse hans sygdom. Desværre tilbydes behandlingen ikke i Danmark. Og desværre er den meget dyr. Forældrene rækker derfor hånden ud til os allesammen, og beder os om at hjælpe dem og deres dreng.
De har startet en indsamling med det formål at skaffe 15 millioner til genterapi til August og en lille håndfuld andre danske børn, der lider af samme sygdom.
Historien om August har grebet mig om hjertet. Det er ikke fair, at sådan en lille dreng ikke skal have alle chancer for at få et godt liv. Det er så uretfærdigt, at hans udvikling skal gå baglæns i stedet for frem. Jeg kender ikke August og hans familie, men jeg kan sætte mig ind i forældrenes sorg og smerte over ikke at kunne skaffe hjælp til deres syge barn. Det tror jeg, at alle forældre kan.
Man kan læse mere om August og hans sygdom, genterapien og indsamlingen på www.sammenforaugust.dk – og man kan melde sig ind i en støttegruppe på Facebook her. Man kan også følge med på Instagram.
I skrivende stund er der samlet 614.494 kroner ind, og vi er 1.797 medlemmer i støttegruppen. Men vi vil rigtig gerne være mange flere.