Bog modtaget som anmeldereksemplar.
Jeg har læst Engang kendte vi hinanden af Paige Toon, Turbulenz.
Leahs forældre har børn i familiepleje, så hjemmet myldrer med børn i alle aldre. Da Leah er teenager, får hun et særligt tæt forhold til sin plejebror George. De to bliver også rigtig gode venner med Theo, der kommer fra en velhavende familie og bor i nærheden. De tre venner holder sammen i tykt og tyndt. De tilbringer meget tid sammen og snakker med hinanden om alt – også det, der er svært.
En del år senere får en sørgelig begivenhed i Leahs liv hende til at vende hjem til sit barndomshjem. Med sig har hun sin lille datter. Snart dukker George også op, og Leah kan mærke, at han stadigvæk har en stor plads i hendes hjerte, selv om de ikke har haft kontakt med hinanden i årevis.
Engang kendte vi hinanden er en meget rørende roman. Bogen tegner et billede at et par helt vidunderlige plejeforældre. Hos dem er der masser af hjerterum. Man kan ikke undgå at ønske, at alle anbragte børn kunne lande hos præcis sådan en plejefamilie. Bogens karakterer er troværdige og sympatiske. Som en ekstra bonus lærer man lidt om alpakaer, mens man læser. En rigtig fin læseoplevelse.