Adams offer

adamsoffer

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Adams offer af Anet Elga.

Indigo er fraskilt og mor til fem. Hun er desuden læge og arbejder i medicinalfirmaet PharmaGrande. Både Indigo og børnene glæder sig. De skal nemlig snart på ferie. De skal til Thailand og nyde solen, stranden og varmen. Desværre sker der noget, der truer med at ødelægge ferieplanerne.

Da Indigo en morgen møder ind på arbejde, får hun  at vide, at en mand er blevet myrdet. I den afdødes hjem har politiet fundet spor, der peger i retning af PharmaGrande. Alle ansatte bliver derfor bedt om at afgive deres fingeraftryk.

Indigo får et chok, da det viser sig, at hendes fingeraftryk er fundet på en genstand på gerningsstedet, og at hun nu er sigtet for forbrydelsen.

I et lille kolonihavehus ikke langt fra PharmaGrandes domicil sidder Knallert-Lars og tæller regndråberne, der drypper ind igennem det utætte tag. Han er lidt opgivende. Tingene går ikke, som han kunne ønske sig, og nu tager hans bedste ven ikke sin telefon. Lars vil gøre et forsøg på at få fat på ham igen i morgen. Lige nu skal han bare have endnu en øl.

Indigo og Lars kender ikke hinanden, men snart bliver de begge to hvirvlet ind i en række dramatiske begivenheder.

Hold da op, hvor har jeg været godt underholdt af Adams offer. Det er en hæsblæsende krimi. Den er spændende, velskrevet, uforudsigelig og sine steder også sjov.  Sproget er flydende, ligetil og uhøjtideligt, karaktererne troværdige og plottet udspekuleret. Hvad mere kan man ønske sig? Jeg er allerede fan af PharmaGrande-serien og glæder mig til at læse den næste bog.

Læs mere om Adams offer og Anet Elga her.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *