Læst i december 24

laestidecember24

I løbet af december har jeg læst og anmeldt de fem  bøger på billedet.

Det liv jeg stjal af Nikola Scott, Turbulenz.

Romanens handling foregår i England i årene efter Anden Verdenskrig. Isobel er en ung kvinde, der læser til læge. Det er der på det tidspunkt endnu ikke mange kvinder, der gør, og Isobel har svært ved at finde sig i den diskrimination, hun møder.

Isobel bærer desuden på en dyb hemmelighed. Hun har i årevis levet på en løgn. Hun har stjålet en anden kvindes identitet.

Det liv jeg stjal er en både gribende og velfortalt fortælling, som jeg har nydt at læse. Jeg anbefaler bogen til alle, der kan lide en roman med både hjerte og smerte, og hvor man mærker historiens vingesus.

Når et menneske slår ihjel af Thomas Thurah.

Læseren følger i denne bog de drabsdømte fra barndommen og frem til den forbrydelse, som berøvede et andet menneske livet.

Bogen fortæller fra hovedpersonernes eget perspektiv om fire af de mest udbredte drabstyper i Danmark: familiedrabet, drab i forbindelse med narkomisbrug, seksuelt drab og drab i rocker- og bandemiljøet.

Når et menneske slår ihjel er naturligvis en barsk læseoplevelse. Men bogen er skrevet med stor respekt for alle involverede, og jeg synes, at man som læser får en større forståelse for, hvad der kan føre til, at så alvorlige forbrydelser sker. Det er en bog, man som læser slet ikke kan undgå at blive meget berørt af.

Forsvundne pigers by af Helle Torpegaard.

To små piger forsvinder sporløst fra en lille vestjysk by med kun et års mellemrum. En lokal mand med Downs syndrom bliver hurtigt mistænkt i sagen. Frygten breder sig i den lille by, især da der samtidig optræder en række påsatte brande.

Hold da op hvor har jeg været godt underholdt af Forsvundne pigers by. Det er en virkelig spændende krimi. Den har et udspekuleret plot, et interessant og meget farverigt persongalleri og spændingen holder hele vejen. På et tidspunkt under læsningen var jeg ved at synes, at det hele kammede en anelse over, men alt i alt må jeg sige, at det er en temmelig vellykket krimi. Handlingen tager nogle drejninger under vejs, og det kan jeg godt lide.

Til os alle fra de ældste af Linn Skåber. Bogen er illustreret af Lisa Aisato.

I Til Ungdommen kom vi helt tæt på teenagerne, og i Til de voksne fik vi indblik i deres syn på livet. Nu er det de ældste, Linn Skåber ønsker, vi skal lære bedre at kende. Hun har interviewet, observeret, analyseret og skrevet.

Til alle os fra de ældste er en livsbekræftende, fin og tankevækkende bog om, hvordan det kan være, at blive gammel. De enkelte kapitler anskueliggør, at naturligvis er gamle mennesker og deres liv vidt forskellige. Lige så forskellige som alle andre mennesker og deres liv. Bogen rummer både alvor og humor – ligesom livet. En rigtig dejlig læseoplevelse, som jeg vil anbefale til alle uanset alder.

Vinter i Wishing Wood af Holly Martin er den 3. i serien om Wishing Wood.

Evergreen Winters er sminkør. Hun rejser fra filmset til filmset og udfører meget forskelligartede opgaver. Da hun siger ja til at sminke julemanden – og endda også spille hans kone på glampingresortet Wishing Wood, møder hun den flotte og sympatiske Heath Brookfield. Det viser sig lynhurtigt, at kemien mellem de to er usædvanlig god, men Evergreen har dårlige erfaringer med at knytte sig til andre mennesker.

Vinter i Wishing Wood er en meget sød og romantisk feel good juleroman. Den er fuld af gode mennesker, gode hensigter, gode gerninger og god stemning. Lige præcis hvad jeg trængte til.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *