Bog modtaget som anmeldereksemplar.
Jeg har læst To dybe åndedrag af Gill Thompson. Romanen er inspireret af virkelige hændelser under Anden Verdenskrig.
Da Kirsty alt for tidligt mister sin far, står hun helt alene. Da hun får muligheden for det, forlader hun sit hjemland, Skotland og begiver sig mod Ungarn, hvor hun er blevet stillet et job i udsigt. Hun rejser i 1939 med tog gennem et uroligt Europa. Hun håber, at kunne leve et trygt liv i det neutrale Ungarn. Kort tid senere bryder Anden Verdenskrig ud.
I Budapest møder Kirsty Anna. De bliver venner. De to unge piger finder en fælles interesse i svømning. Det giver dem et frirum, hvor de for en stund kan glemme verden omkring dem og livets barske realiteter.
To dybe åndedrag er en gribende fortælling om krig og tab – og om stærke venskaber.
Jeg har været grebet af historien om Kirsty og Anna og deres voldsomme oplevelser under krigen. Fortællingen byder på både drama og tragedier, men den er fortalt både nænsomt og fint og er fuld af sympatiske og hjertevarme personer. Det er en historie om krig og ondskab, men også om mod og kærlighed. Jeg synes, det er både lærerigt og gribende at læse om almindelige menneskers liv i en meget vanskelig periode i historien. Det var en farlig og utryg tid, men mange mennesker udviste både mod og medmenneskelighed.
Læs mere om To dybe åndedrag hos Gutkind.