Bog modtaget som anmeldereksemplar.
Jeg har læst Vi bor her alle sammen af Jojo Moyes.
Lila har skrevet en bestseller om at holde liv i parforholdet. Nu er hendes eget imidlertid gået i stykker. Hun er blevet skilt, og hendes eks har nu travlt med at etablere en ny familie. Lila og eksmanden, Dan har to delebørn, Celie og Violet.
Lila bor sammen med pigerne i det, der var hele familiens hjem før skilsmissen. Hun kæmper for at have råd til at blive boende. På adressen bor også Lilas stedfar, Bill. Da Lilas mor døde, flyttede Bill ind hos Lila for at hjælpe lidt til og slippe for ensomheden i sit eget tomme hus.
Ind fra siden kommer Lilas biologiske far, Gene, som hun ellers ikke har set meget til i sit liv. Nu vil han pludselig lære sin datter og sine børnebørn at kende. Så han flytter ind – midlertidigt. Desværre kan Gene og Bill ikke døje hinanden, så det er lidt kompliceret at bevare husfreden.
Tilsammen udgør den brogede flok en familie. En skøn og kaotisk familie.
Vi bor her alle sammen er en virkelig dejlig roman fuld af humor og hjertevarme. Karaktererne er troværdige, sympatiske og farverige. Hele fortællingen er fuld af både hjerte og smerte, alvor og sjov – og frem for alt en masse varme og feel good. En virkelig dejlig læseoplevelse.
Læs mere om Vi bor her alle sammen hos Alpha Forlag.