Bog modtaget som anmeldereksemplar.
Jeg har læst Ud af mørket af Heidi Amsinck. Bogen er den fjerde i krimiserien om journalisten Jensen og kriminalkommissær Jungersen.
Jeg har tidligere anmeldt seriens tre første bind, Mit navn er Jensen, Pigen på billedet og Fundet i Havnen.
Niårige Mathilde er forsvundet sporløst fra en legeplads i en park i København. Hun forsvandt ved højlys dag, mens hendes mor sad på en bænk ganske tæt på.
Noget tyder på, at sagen kan have forbindelse til en lignende sag, hvor en tiårig pige forsvandt. Den sag er stadig uopklaret. Kriminalkommissær Jungersen genoplever nu et mareridt, der dengang var ved at koste ham jobbet. Han vil ikke begå samme fejl som sidst, og rækker ud efter hjælp fra Jensen, der er journalist på Dagbladet.
Jensen kaster sig med liv og sjæl ind i efterforskningen. Arbejdet hjælper med at aflede hendes tanker fra den store forandring, der er på vej i hendes tilværelse.
Uh, denne her krimiserie bliver bare bedre og bedre. Jeg kan så godt lide de gennemgående karakterer. De har personlighed og kant. Sproget er dejligt uhøjtideligt og humoren befriende. Når det hele så toppes med en ikke alt for bloddryppende kriminalsag, så bliver det ikke meget bedre. Jeg kan næsten ikke vente på den næste bog i serien.
Læs mere om Ud af mørket hos Gutkind.