Som jeg vist har været inde på før, er vi meget glade for at trave i Hesede Skov. I den senere tid har vi været der rigtig tit. Hver gang vi kan se vores snit til det, smutter vi derud og går en tur. Nogen gange er det lange ture, andre gange bare en lille tur på en halv times tid.
Den skov er så stor og så smuk. Man kan trave i timevis og hele tiden bare finde nye stier, man lige må udforske. Terrænet er meget varieret med bakker og dybe kløfter – f.eks. Svenskekløften, hvor Svend Gønge og hans mænd efter sigende skulle ha’ kæmpet mod Svensken. Der er så stille – man kan høre vindens susen i trætoppene og fuglenes kvidren – men ellers stilhed. Skønt!
Den tur, vi gik i går, var en af de mere strabadserende. Det gik op, og det gik ned. Hvert andet øjeblik måtte vi bukke os, for at komme under lavthængende grene og et par gange balancerede vi på planker over små kløfter med vandløb i bunden.
Sådan en travetur er god for både krop og sjæl. Vi snakker tit om, at når vi går der på stierne og nyder naturen, så kommer vi i feriestemning. Der kommer ro på.