Resultater

6 resultater.

Ude i kulden

udeikulden

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Ude i kulden af Linda Castillo. Bogen er tolvte bind i krimiserien om politichef Kate Burkholder, der har rødder i amishsamfundet.

Da amishmanden Adam Lengacher og hans børn en vinterdag er ude på en kanetur, ser de en bil, der er kørt fast i sneen. I bilen finder de en bevidstløs og forkommen kvinde. Adam Lengacher får fat i politichef Kate Burkholder. Da hun kommer frem til uheldsstedet opdager hun, at den forulykkede kvinde er én, hun kender. Hun hedder Gina Colorosa, og hun og Kate har gået på politiskolen sammen og været nære veninder.

Det viser sig imidlertid, at Gina er eftersøgt for drab. Gina erklærer sig uskyldig og påstår, at det er falske anklager fremsat af korrupte kolleger. De vil lukke munden på hende, fordi hun ved for meget om deres ulovlige handlinger.

Mens Kate hvirvles ind i de voldsomme begivenheder omkring Gina, må hun tage ting i sin fortid og sit liv i øvrigt op til fornyet overvejelse.

Jeg nyder virkelig at læse Linda Castillos amishkrimier, og Ude i kulden er den bedste, jeg har læst indtil videre. Linda Castillo skriver, så man er fanget af historien fra første til sidste side. Ude i kulden er virkelig spændende, og læseren får lov til at lære nye sider af den sympatiske og handlekraftige Kate Burkholder at kende. Jeg holder meget af det univers, Linda Castillo har skabt i sine amishkrimier, og jeg glæder mig til næste bind i serien.

Jeg har tidligere anmeldt niende bind i serien På afveje, tiende bind I al hemmelighed og ellevte bind Vanæret.

Læs mere om Ude i kulden hos Politikens Forlag.

Læs videre

Et ondt hjerte

etondthjerte

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg  har læst Et ondt hjerte af Linda Castillo. Bogen er 15. bind i krimiserien om politichef Kate Burkholder, der har rødder i amishsamfundet.

En tidlig morgen modtager Kate Burkholder, der er politichef i Painters Mill, en anmeldelse. En ung amishmand er fundet død på en øde vej  i området. Det viser sig, at offeret er blevet skudt med en armbrøst. Den døde,  Aden Karn er kun 20 år og efter sigende en arbejdsom og vellidt ung mand. Folk har kun godt at sige om ham.

Efterhånden som Kate Burkholder får gravet i sagen, begynder hun at tvivle på, at Aden Karn var helt så uskyldsren, som han bliver fremstillet. Da en ung amishkvinde fortæller om nogle voldsomme oplevelser, tegner der sig et billede af en helt anden sandhed.

Jeg nyder virkelig at læse Linda Castillos amishkrimier, og Et ondt hjerte er en de bedste, jeg har læst indtil videre. Jeg holder meget af det univers, Linda Castillo har skabt i sine amishkrimier. Det er interessant at få mere og mere indblik i amishsamfundets værdier og normer, ligesom det er dejligt at lære den sympatiske Kate Burkholder og hendes team nærmere at kende. Et ondt hjerte er en spændende og velkomponeret krimi, og jeg glæder mig til næste bind i serien.

Jeg har tidligere anmeldt 9. bind i serien På afveje, 10. bind I al hemmelighed, 11. bind Vanæret ,  12. bind Ude i kulden, 13. bind Fortabt og 14. bind Den skjulte.

Læs mere om Et ondt hjerte hos Politikens Forlag.

Læs videre

Den skjulte

denskjulte

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Den skjulte af Linda Castillo. Bogen er 14. bind i krimiserien om politichef Kate Burkholder, der har rødder i amishsamfundet.

Fra bogens bagsidetekst:

Frygten breder sig blandt lokalbefolkningen i Kish Valley, Pennsylvania, efter knoglerester fra en højtelsket amishbiskop afdækkes på en mark. Utilfreds med politiets efterforskning rejser en gruppe amishpræster til Ohio for at bede politichef Kate Burkholder om hjælp.

Kate rejser til nabostaten for at opklare forbrydelsen, men opdager snart at hun har en personlig forbindelse til sagen.  Den hovedmistænkte, den charmerende møbelsnedker Jonas Bowman, er Kates første store kærlighed. Desuden må Kate snart sande, at nogen i det fremmede amishsamfund ønsker at forpurre efterforskningen. Men der er en morder løs i dalen, og det er kun Kate, der kan standse ham.

Jeg synes rigtig godt om Linda Castillos serie om Kate Burkholder og hendes sammentømrede team. I Den skjulte arbejder Kate udenfor sit hjemlige distrikt og uden sit team. Hun kommer ud for en række voldsomme begivenheder, men holder som altid hovedet koldt. Til gengæld er hendes hjerte varmt, da hun genser sin ungdomskærlighed. Hun gør alt, hvad hun kan, for at hjælpe ham og hans familie ud af de vanskeligheder, de er havnet i. Samtidig får læseren kendskab til en hidtil ukendt del af Kates fortid,

Den skjulte er endnu en spændende og underholdende  amishkrimi.

Jeg har tidligere anmeldt 9. bind i serien På afveje, 10. bind I al hemmelighed, 11. bind Vanæret ,  12. bind Ude i kulden  og 13. bind Fortabt.

Læs mere om Den skjulte hos Politikens Forlag.

Læs videre

Fortabt

fortabt

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Fortabt af Linda Castillo. Bogen er 13. bind i krimiserien om politichef Kate Burkholder, der har rødder i amishsamfundet.

En ung kvinde findes brutalt myrdet på et motel i Painter’s Mill. Politichef Kate Burkholder husker offeret fra tidligere og  ved, at hun var født og opvokset i amishmiljøet. Kvinden hed Rachael Schwartz og forlod som ganske ung amishsamfundet. Hun var lidt af en rebel og kunne ikke indordne sig under de strenge regler, der kendetegner miljøet.

Efterhånden som sagen efterforskes, dukker der gamle hemmeligheder op til overfladen. Nogen vil tilsyneladende gøre alt for at undgå, at sandheden om Rachaels fortid kommer frem i lyset, og personer, der ved noget, trues på livet.

Jeg er stor fan af Linda Castillos amishkrimiserie og dens univers. Jeg har glædet mig til denne nye bog i serien, og Fortabt lever i allerhøjeste grad op til mine forventninger. Det er en meget spændende og nervepirrende roman, der fangede mig fra første til sidste side. Det er meget voldsomme begivenheder, der skildres i bogen, og der bliver ikke lagt fingre imellem i beskrivelserne. Faktisk synes jeg, at denne roman er en tand mere barsk og voldsom at læse end de andre bøger i serien, jeg har læst. Men for Sørensen da, hvor er den god, og Kate Burkholder og hendes team holder stilen og er stadigvæk i høj grad værd at læse om. Jeg glæder mig allerede til det næste bind i serien.

Jeg har tidligere anmeldt niende bind i serien På afveje, tiende bind I al hemmelighed,  ellevte bind Vanæret og tolvte bind Ude i kulden.

Læs mere om Fortabt hos Politikens Forlag.

Læs videre

Læst i marts 21

laestimarts21

Marts har været en rigtig skøn måned, hvad læsning angår. I månedens løb har jeg været i godt selskab med de skønne bøger på billedet.

Ærlighedsprojektet af Clare Pooley er en fuldstændig vidunderlig roman om ærlighed, venskab og sammenhold – og om afhængighed. Den er velskrevet, fuld af humor, kærlighed, atmosfære og gode vibrationer. Persongalleriet er ekstraordinært. Hver enkelt karakter er beskrevet så rammende og troværdigt, at man næsten synes, at man kender ham/hende. Flere af dem har tunge ting i bagagen – noget der præger deres liv. Det gør dem dejligt menneskelige og genkendelige. Ærlighedsprojektet minder mig på mange måder om Den italienske klasse af Maeve Binchy og hendes forfatterskab i det hele taget.

Kvinden i blåt af Elly Griffiths er ottende, selvstændige bind i hygge-krimiserien om den skønne arkæolog og knogleekspert Ruth Galloway. Kvinden i blåt er ligesom de andre bøger i serien både spændende og fuld af skøn humor.

Vaniljehuset af Mich Vraa er en skøn slægtsroman om skomagersønnen Dusinius fra Odense og hans vej fra økonomisk knaphed til velstand. Jeg elsker at læse slægtsromaner, og jeg har da også nydt at læse denne velskrevne historiske fortælling, der bl.a. skildrer begivenheder under Første Verdenskrig.

Ude i kulden af Linda Castillo er tolvte bind i krimiserien om politichef Kate Burkholder, der har rødder i amishsamfundet. Jeg nyder virkelig at læse Linda Castillos amishkrimier, og Ude i kulden er den bedste, jeg har læst indtil videre. Linda Castillo skriver, så man er fanget af historien fra første til sidste side. Ude i kulden er virkelig spændende, og læseren får lov til at lære nye sider af den sympatiske og handlekraftige Kate Burkholder at kende.

Sølvtøj og sød musik af Ewa Klingberg er andet selvstændige bind i Huskvarna-serien. På samme måde som den første bog i Huskvarna-serien foregår Sølvtøj og sød musik i to spor i hver sin tid.

Den hemmelige arv af Natasha Lester er en rørende fortælling i flere tidsspor om krig og kærlighed, sammenhold og hemmeligheder. Kærlighedshistorien, der binder det hele sammen, er både romantisk, gribende og smuk.

Læs videre