Resultater
38 resultater.
Uden humor går det ikke
I går var vi med til at fejre Atopisk Eksem Forenings 25-års jubilæum. Der var foredrag om eksem, der var mad og drikke, der var flotte goodiebags med masser af gode produkter, og der var underholdning.
Komikeren Geo fortalte med en fin blanding af alvor og kulsort humor om et langt og hårdt forløb med en kræftsygdom, som han har været igennem. Selv om emnet jo var ret alvorligt, rullede latteren, da han fortalte om nogle mildest talt absurde oplevelser, han havde haft i den periode, hvor han var i nærkontakt med sundhedssystemet.
Uden humor går det ikke.
En pige uden lige
Reklame – bog modtaget som anmeldereksemplar.
Jeg har læst En pige uden lige af Marc Levy.
I En pige uden lige møder vi Chloe, der var et af ofrene for bombeangrebet i Boston i 2013. Hun var skuepiller dengang, men nu ernærer hun sig ved at indlæse lydbøger. Hun kæmper bravt for at komme videre i livet på trods af det handicap, bombeangrebet påførte hende.
En dag dukker en ung mand op som vikarierende elevatorfører i den ejendom, hvor Chloe bor sammen med sin far. Den unge mand, Sanji er meget charmerende, synes Chloe. Han på sin side bliver meget tiltrukket af hende. Det viser sig, at de har en hel del tilfælles. De er begge to temmelig stædige, selvstændige og fast besluttede på at leve efter deres egne regler. Men der er noget ved Sanji, som Chloe endnu ikke ved.
En pige uden lige er en rigtig sød kærlighedshistorie. Tonen i romanen er let, afslappet og fuld af humor. Jeg må sige, at jeg har været godt underholdt af denne varme, underfundige og ret sjove historie.
Læs mere om En pige uden lige hos Forlaget Turbulenz.
Genbrug
Da jeg var barn, fik man hvert år en julegave fra FDB, hvis man var medlem. Det var min farmor, og det år, hvor denne historie udspiller sig, var gaven en rund serveringsbakke i plastik. Min farmors bakke var blommefarvet.
En af juledagene havde min farfar og farmor besøg af min faster og onkel og deres børn. Min onkel var kok og hjalp selvfølgelig sin svigermor/min farmor i køkkenet. Men noget gik galt. På en eller anden måde fik han sat den der plastikbakke ind i den varme ovn. Det kunne bakken selvfølgelig ikke tåle. Den krympede gevaldigt og antog en let foldet oval form med hul i midten.
Min farmor var ikke rådvild og heller ikke uden humor. Så hun genanvendte serveringsbakken – som fotoramme. Den kom op på væggen – naturligvis med et billede af min onkel i.
Læst i oktober 24
I løbet af oktober har jeg læst de skønne bøger på billedet.
Hævneren af Michael Katz Krefeld. Bogen er 9. selvstændige bind i krimiserien om Ravn.
Det er mere end ti år siden, Ravns kæreste Eva blev dræbt af den koldblodige lejemorder Samuel Arentzen. Det har naturligvis plaget Ravn voldsomt gennem årene, og da en tidligere kollega kontakter ham i forbindelse med en sag, giver det næring til Ravns ønske om at opnå retfærdighed i den gamle drabssag.
Hævneren er en hæsblæsende, spændende og ret voldsom krimi. Heldigvis blødes det hele op at Ravns afvæbnende humor og charmerende personlighed. Ravn er en skøn og autentisk hovedperson – hans venner en broget og hyggelig flok. Bogen er skrevet i et afslappet, flydende og beskrivende sprog og krydret med en god portion humor, der lige tager brodden af den værste ondskab i handlingen.
Løgnen af Amalie Mathiassen og Kristina Antivakis.
I efteråret 2021 havde Amalie Mathiassen lige fejret fem års bryllupsdag med sin mand, 3F’s formand Per Christensen, da en mail landede i hendes indbakke. En anden kvinde skrev, at hun var kæreste med Amalies mand. Ingen af de to kvinder havde indtil nu vidst, at de i knap to år havde delt den samme mand.
I Løgnen fortæller Amalie sin egen historie om ægteskabet og prøver at forstå, hvad hun har været udsat for, og hvorfor hun ikke opdagede bedrageriet.
Løgnen er en meget tankevækkende og egentlig ret rystende læseoplevelse. Det har gjort stort indtryk på mig at læse om det, kvinderne i bogen har været udsat for. Det er ubegribeligt, at nogen kan føre andre bag lyset i så gennemført grad. Det er virkelig kynisk. Jeg synes, det er vigtigt – og stærkt – at kvinderne fortæller deres historier.
Kains pille af Anet Elga. Bogen er 2. selvstændige bind i PharmaGrande-serien. Jeg har tidligere anmeldt seriens første bog Adams offer.
Indigo er enlig mor til fem. Desuden er hun læge og ansat som leder af whistleblower-ordningen i medicinalfirmaet PharmaGrande.
En dag forsvinder Indigos ældste datter, Anna. Kort tid efter modtager Indigo et anonymt tip, der kæder Annas forsvinden sammen med et omstridt præparat – nemlig abortpillen.
Kains pille er præcis som den første bog i serien både spændende og uforudsigelig. Tempoet er højt, og spændingen holder hele vejen. Jeg kan rigtig godt lide den stærke og lidt fandenivoldske hovedperson, som man som læser kommer lidt mere ind på livet af her i seriens 2. bind.
Nøglebarn af Morten Pape. Bogen er den første i et tobindsværk om forfatterens forældres familiehistorier.
Mortens første roman, Planen er lige udkommet, da han får en mail med et vedhæftet dokument fra sin far. Til mine børn står der. Morten får straks bange anelser og tør i første omgang ikke læse brevet. Han synes, at det virker skæbnesvangert.
Morten Pape har igen skrevet en roman, der gør stort indtryk. Med stor præcision beskriver han personer og miljøer. Familiedramaer – store som små – rulles ud. Som læser kommer man godt rundt i sit følelsesregister. Også denne roman handler om svigt og tab, afmagt, løgne og skuffelser. Men den rummer også en åbning i retning af en mulighed for at forstå – og måske endda tilgive.
Solospring
Bog modtaget som anmeldereksemplar.
Jeg har læst Solospring af Louise Roholte, Politikens Forlag.
Alberte er en kvinde først i fyrrerne. Hun er gift med ungdomskæresten, Kåre og sammen har de to teenagedrenge – tvillinger. Alberte går rundt og har det lidt sært. Hun sover dårligt om natten. Hun har ikke rigtig lyst til noget som helst. Føler ikke rigtig noget.
På et tidspunkt, har Albertes halvsøster overtalt hende til, at de sammen skal kaste sig ud i et faldskærmsudspring. Og selv der – i frit fald med kurs mod jorden mærker Alberte ingenting. Efter den oplevelse tager hun sig sammen til at opsøge familielægen. Han sygemelder hende for en periode på tre måneder og beder hende om at tage den helt med ro, indtil hun får det bedre.
Alberte fortæller sin mand, at hun vil skilles. De bliver enige om, at han skal blive boende i deres hus. Alberte begynder at se sig om efter et nyt sted at bo, og finder et lille hus på øen Blisholt. Huset er lidt forsømt, men Alberte forelsker sig i det ved første blik. Husets forrige ejer er død og har foruden huset og et tilhørende værksted efterladt sig en forpjusket hund. Alberte tager både hus, værksted og hund til sit hjerte og begynder at skabe sig en ny tilværelse på øen. Langsomt finder hun glæden igen.
Solospring er en varm og charmerende fortælling om kærlighed, håb og nye begyndelser. Bogen er skrevet i et dejligt flydende og ofte muntert sprog. Karaktererne er ret så farverige og ganske rammende og troværdigt beskrevet. Alt i alt en rigtig dejlig roman fuld af atmosfære og humor. Efter at have vendt den sidste side er jeg helt ked af at give slip på Solosprings univers og personer. Romanen har været hyggeligt selskab.
Læs mere om Solospring hos Politikens Forlag.