I går faldt jeg over en lynkonkurrence på Facebook. Man skulle indsende et foto af noget, der var rødt og hvidt. Den slags konkurrencer kan jeg slet ikke modstå. Jeg må bare deltage, nogen gange også selv om præmien slet ikke er noget, jeg kunne tænke mig.
Tilbage i halvfemserne var det meget almindeligt med slogankonkurrencer, og dem var jeg fuldstændig tosset med. Jeg deltog i alle dem, jeg kunne støve op. Og jeg vandt faktisk slet ikke så få. Men den historie kræver nok et blogindlæg helt for sig selv, så det må blive en anden gang.
Nå, men tilbage til den der konkurrence, jeg sendte et billede ind til i går. Der blev udtrukket to vindere, som hver fik to billetter til den totalt udsolgte EM-kvalifikationskamp Danmark- Rusland i kvindehåndbold. Den ene vinder blev mig. Og jeg er fuldstændig uinteresseret i håndbold.
Jeg blev så flov, da det gik op for mig, at jeg havde vundet to billetter, som jeg var fuldstændig ligeglad med, og som andre måske virkelig gerne ville have haft. Det var ikke godt. Jeg havde jo kun deltaget i konkurrencen for sjov og fordi, jeg bare ikke kunne lade være.
Nu var gode råd dyre, for jeg vandt billetterne i går, og kampen spilles i dag, så jeg måtte gøre noget i en fart.
Jeg skrev et opslag på Facebook og spurgte, og jeg kendte nogen, der var interesseret i at komme til håndboldkamp i Arena Næstved. Et øjeblik efter ringede min telefon. Og så var de billetter afsat.
Pyh, det var godt. Det lettede på samvittigheden.
