Blog
Så skal vi til det igen. Urene er stillet en time frem.
Jeg siger det igen – jeg bryder mig slet ikke om det. Mit indre ur kan stadigvæk ikke finde ud at det.
Det næste halve år kommer jeg for sent i seng – og sikkert også for sent op. Jeg bliver forvirret og irriteret, når lyset udenfor ikke harmonerer med det tidpunkt, uret viser. Jeg kommer til at føle mig i klemme mellem uret og døgnets normale gang.
Jeg vil gerne bede om normaltid, tak.
For nogen tid siden fortalte jeg, at jeg havde fået en ny taske i stedet for en, der ikke havde levet op til mine forventninger, og som jeg havde reklameret over.
Jeg har helt glemt at fortælle, hvor glad jeg er for den nye. Den er lige præcis, som den skal være, og så er jeg helt vild med farven – også selv om gengivelsen på billedet ikke er helt præcis.
Når man som jeg er mælkeallergiker, skal man se sig rigtig godt for, når man køber ind. Der er mælk eller mælkebestanddele de mest uventede steder.
Smør kan man selvfølgelig ikke spise, men må finde en mælkefri plantemargarine i stedet. Jeg spiser ikke ret meget plantemargarine, men på en nybagt bolle f.eks. er det somme tider rart med lidt smørelse. Plantemargarine smager bare ikke altid lige godt, synes jeg. I hvert fald ikke de mælkefri varianter, jeg hidtil har brugt.
Indtil for ganske nylig har det desuden været umuligt at finde en mælkefri plantemargarine, som samtidig var økologisk. Så på det punkt måtte jeg gå på kompromis med mit ønske om at spise økologisk, for allergien går nemlig ikke på kompromis.
Men for kort tid siden skete der noget rigtig godt. Der kom nemlig en ny plantemargarine på markedet. Den er økologisk og mælkefri, og så smager den godt. Kan man ønske mere? Jeg kan ikke.
Jeg er simpelt hen så begejstret for det her nye produkt. Det var jeg lige nødt til at fortælle.
I det hele taget kommer der jævnligt nye veganske og økologiske produkter på markedet efterhånden. På det punkt er det en hel del nemmere at være mælkeallergiker i dag, end det var for 30 år siden.
Småpengene var lagt frem i går, da det var fastelavnsmandag. Jeg havde jo håbet på, at der ville kommen nogle udklædte børn forbi og rasle og synge de gamle fastelavnssange for mig.
Men der kom ikke et øje, så jeg fik ikke puttet mønter i en eneste raslebøsse. Det var en gratis omgang. Jeg så heller ingen udklædte børn, da jeg var ude at gå.
Som jeg har været inde på før, er det efterhånden småt med børn, der er ude at rasle. Traditionen er åbenbart ved at forsvinde helt. I hvert fald her omkring.
Heldigvis så jeg masser af fantasifuldt udklædte børn i søndags, da vi var til tøndeslagning med familien.
Nu har de lige fortalt om det i radioen igen. At en eller anden kommune vil spare på ældreplejen. Det blev nævnt, at man i den pågældende kommune havde fremsat forslag om, at de ældre, der havde brug for hjælp i hjemmet, fremover kun kunne få skiftet sengetøj og få hjælp til rengøring hver fjerde uge.
Det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg hører den slags. Der er hele tiden den slags historier. Så er der tale om, at de ældre, der har brug for hjælp til personlig pleje, kun kan komme i bad en gang om ugen. Så er det rengøring, der ikke er råd til mere end en gang om måneden. Så er det maden, der er for ringe.
Jeg kan ikke holde ud at tænke på det.
Jeg er virkelig skræmt fra vid og sans ved tanken om at risikere at blive ude af stand til at klare mig selv og blive afhængig af den form for hjælp. Tænk at måtte opgive sit daglige bad og kun komme i bad en gang om ugen. Tænk at være nødt til at ligge i det samme sengetøj i fire uger. Tænk at leve i et hjem, hvor der kun bliver gjort en smule rent en gang om måneden. Tænk at være tvunget til at gå så meget på kompromis. Tænk engang at skulle leve sine sidste år på den måde.
Som om det ikke er nok, at blive gammel, syg og ude af stand til at klare sig ved egen hjælp. Der bliver føjet spot til skade, når den hjælp, der tilbydes, er så utilstrækkelig.
Det er et skrækscenarie.