Blog
Så skal vi til det igen. Urene skal stilles en time frem.
Jeg siger det, som det er – jeg bryder mig ikke om det. Mit indre ur kan ikke finde ud at det.
Det næste halve år kommer jeg for sent i seng – og sikkert også for sent op. Jeg bliver forvirret og irriteret, når lyset udenfor ikke harmonerer med det tidpunkt, uret viser. Jeg kommer til at føle mig i klemme mellem uret og døgnets normale gang.
Jeg vil gerne bede om normaltid, tak.
Det meste af dagen har jeg tilbragt sammen med Sander. Bare os to. Vi har haft det så hyggeligt. Vi har klappet kage, og læst bog, og sunget og i det hele taget hygget igennem. Sådan en dag er guld værd – og så gør det ikke noget, at farmor her er lige til sofaen resten af fredagen.
Vi har ventet længe på de små forårsbebudere i år. Men hvor var de dog bare værd at vente på!
Foråret er aldrig smukkere end efter en lang og streng vinter. Efter min mening i det mindste.
Vi har sovet længe i dag – som i alt for længe. Faktisk så længe at vi ærgrede os over det, da vi fik øjne og så, at solen skinnede. Til gengæld var vi ret effektive, da endelig vi kom på benene. Vi fik ordnet nogle praktiske ting i en ruf og nåede at gå en dejlig tur før frokost.
Nu går Henrik udenfor og er ved at “rydde vinteren væk”. Han fejer og river og regerer. Og det pynter, gør det. Lige om lidt går jeg ud til ham, for jeg vil også ud og nyde solen og kigge lidt til forårsblomsterne.
Sådan en søndag med solskin er slet ikke så tosset, vel?
Henrik kom engang – for omkring 15 år siden hjem fra en forretningsrejse til Taiwan med disse to figurer. En gave fra en samarbejdspartner.
Jeg var ved at brække mig, da jeg så dem. Dem skulle han bare holde langt væk. De endte på hjørnet af hans skrivebord. Senere røg de ind i et skab.
Nu er Henrik ved at gennemgå indholdet af det skab og er faktisk ved at smide nogle ting ud, noget han ellers ikke bryder sig om.
Nu til morgen fortalte han mig så, at han ville smide de to figurer ud.
Og hvad skete der så? Jeg syntes pludselig, at figurerne var for søde til at smide ud!
Hvad sker der for mig? Jeg fatter ingenting. Men nu står de inde i skabet igen. Reddet på målstregen – af mig! Hvad bliver det næste? Jeg tør næsten ikke tænke på det.