Sanders farmor

Henrik og jeg afleverede og hentede jo Sander i vuggestuen to dage i sidste uge. I dag gjorde vi det igen.

De få og ganske korte besøg har været nok til, at i hvert fald et af de “store” børn på stuen allerede har fuldstændig styr på, hvem vi er. I dag da vi kom for at hente Sander, kunne vi allerede ude i garderoben høre en lille pigestemme sige inde på stuen : ” Nu kommer Sanders farmor.” Det havde hun spottet gennem vinduet.

Jeg bliver stadigvæk forundret over, hvor hurtigt selv små børn opfatter og husker en masse ting.

Læs videre

Ud af dynerne

Week-enden har været lidt af en nyser. Eller også er det mig, der har været en nyser. I hvert fald har jeg haft en rigtig ond omgang forkølelse.

Det startede allerede midt på  ugen med snot, hoste og ondt i halsen. Fredag morgen syntes jeg egentlig, at jeg var ved at være nogenlunde ovenpå. Vi passede Sander om formiddagen og det gik fint.

I løbet af eftermiddagen fik forkølelsen desværre overtaget igen – med feber og hele molevitten. Jeg har ikke været meget værd de seneste par dage.

Nu tror jeg, feberen er væk, og det værste er forhåbentlig overstået. Til gengæld skaller næsen af efter mødet med de mange, mange papirlommetørklæder og et irriterende forkølelsessår er brudt frem som en ekstra bonus.

Udenfor sner det – lidt. Men erantis og vintergækker er dukket frem af snedynen i haven. Der er forår på vej.

Læs videre

Gensynsglæde

Det gik heldigvis fint med at hente Sander i vuggestuen i dag. Vi blev mødt med smil, da vi troppede op, for at hente ham, og han rakte armene frem og ville gerne hen til os.

Det var dejligt.

Den helt store gensynsglæde gemte den lille guldklump alligevel til senere på eftermiddagen, da hans mor vendte hjem fra job. Hold da op, hvor blev han glad. Og da først han sad trygt på mors arm, kunne farfar og farmor glemme alt om at lokke ham væk fra hendes favn igen. Det så så sødt ud.

Læs videre

Da farmor var ung

Der er mange mødre med småbørn, der har deres egen blog, hvor de skriver om løst og fast fra deres hverdag. Der er en stor erfaringsudveksling og et fint fællesskab mor-bloggerne imellem. Det er  i hvert fald det indtryk, jeg får, når jeg læser med fra sidelinien.

Da jeg var ung mor, var der ikke den mulighed. Det var før internetadgang og egen computer blev en del af påklædningen. Alligevel var skrivelysten der jo. Jeg skrev debatindlæg og endda digte til de forskellige debatsider eller “Læsernes Side” i ugeblade og læserbreve til aviserne. Når jeg så havde sendt et brev afsted med et indlæg til et eller andet blad, så begyndte ventetiden. Hvis der var tale om et læserbrev til en avis, så gik det jo ret hurtigt. Hvis læserbrevet blev optaget, kom det i avisen i løbet af få dage. Hvis det var et indlæg til et ugeblad, varede det sådan cirka, hvad der føltes som en evighed.

Til gengæld var jeg stolt, når jeg  endelig efter adskillige uger kunne læse mit eget indlæg i et ugeblad. Det var fedt. Et par gange modtog jeg endda efterfølgende en flaske vin som tak. Det var stort at modtage de flasker, kan jeg godt sige Jer. Jeg drikker ganske vist ikke vin, så det var ikke derfor. Det var symbolværdien. Tænk engang, noget, jeg havde skrevet, var godt nok til at blive trykt i et blad. Som om det ikke var fantastisk nok i sig selv – så fik jeg også en gave.

Nu har jeg min egen blog og kan få afløb for min skrivertrang her. Jeg bestemmer selv, hvad der bliver udgivet, og det eneste jeg skal vente på bagefter er at se, om der er nogen, der skriver en kommentar til indlægget.

Læs videre

Host og hygge

I dag har jeg passet mit barnebarn. Han var lidt for sløj til at komme i vuggestue, så jeg rykkede ud og passede ham. Farfar’en var også med noget af tiden. Selv om lille Sander ikke var helt frisk, blev det en dejlig formiddag, vi fik ud af det.

Der er altså noget særligt ved som bedsteforældre at være sammen med de små, uden at forældrene er til stede. At ha’ sit barnebarn “for sig selv” er dejligt. Man er sammen på en anden måde. Barn og Bedste har hinandens fulde opmærksomhed. Det kommer der stjernestunder ud af. I dag oplevede Henrik og jeg f.eks. for første gang at Sander rakte armene ud efter os hver især for at komme op på armen. Det var et rørende øjeblik for os.

Så selv om det var en lidt mat lille dreng, vi passede i dag, så havde vi nogle rigtig gode timer sammen.

Læs videre