Host og hygge

I dag har jeg passet mit barnebarn. Han var lidt for sløj til at komme i vuggestue, så jeg rykkede ud og passede ham. Farfar’en var også med noget af tiden. Selv om lille Sander ikke var helt frisk, blev det en dejlig formiddag, vi fik ud af det.

Der er altså noget særligt ved som bedsteforældre at være sammen med de små, uden at forældrene er til stede. At ha’ sit barnebarn “for sig selv” er dejligt. Man er sammen på en anden måde. Barn og Bedste har hinandens fulde opmærksomhed. Det kommer der stjernestunder ud af. I dag oplevede Henrik og jeg f.eks. for første gang at Sander rakte armene ud efter os hver især for at komme op på armen. Det var et rørende øjeblik for os.

Så selv om det var en lidt mat lille dreng, vi passede i dag, så havde vi nogle rigtig gode timer sammen.

Læs videre

Forårsstemning med posten

I dag har jeg fået den fineste pakke med posten. Der var noget forårsagtigt over den pakke. Den var frisk grøn og med kønne frimærker med blomster på. Sådan nogle små ting gør mig i godt humør.

Indeni pakken var et fint badeslag i bambus og bomuld. Jeg har vundet det på BabyBusiness, og det er selvfølgelig til Sander. Badeslaget er hvidt med hans stjernetegn syet i blåt.

Nu glæder jeg mig til at give badeslaget videre til Sander og håber, at han får gavn af det.

Læs videre

Broderier

Rundt omkring på mange blogs kan man se, at broderier er kommet lidt frem igen. Ikke mindst ser man, at mange køber broderier i genbrugsforretninger og sætter dem sammen med andet stof til fine puder, vanter, omslag til notesbøger, og hvad ved jeg.

Da jeg var barn og helt ung kunne jeg også rigtig godt lide at brodere. Jeg var især glad for at sy puder på aida. Det var efter tællemønster og egentlig ret hyggeligt. Når jeg ser billeder af broderegarn i smukke farver, får jeg helt lyst til at brodere igen.

Jeg syede også dengang for mange år siden nogle lidt specielle puder på stramaj. De puder var så almindelige/populære en overgang. Man brugte almindeligt strikkegarn, to farver skiftevis og så syede man ellers kvadtrater, der ligesom blev lidt “ophøjede” i forhold til stoffet, fordi garnet blev lagt i mange lag, ved at man hele tiden syede i mindre og mindre kryds. Nej, jeg kan ikke forklare det, og jeg har selvfølgelig ikke et billede. Gad vidst, om jeg stadig kan huske, hvordan det egentlig var, det skulle gøres? Får da helt lyst til at prøve.

Læs videre

Indsamlingens resultat

I går sluttede min indsamling til fordel for jordskælvsofrene på Haiti. Indsamlingsresultatet sneg sig op på ialt 1.100 kroner. Det er jeg rigtig godt tilfreds med. Man må jo tage i betragtning, at der var – og er – masser af steder, man kan give sit bidrag til det selvsamme gode formål. Hovedsagen er, at der er kommet masser af penge ind til nødhjælpsorganisationerne. Endnu en gang  TAK til alle, der støttede min indsamling!

Læs videre

Fastelavn er mit navn…

Jeg kan rigtig godt lide fastelavn. Jeg synes det er hyggeligt, når udklædte børn står udenfor min dør og rasler og synger de gode gamle fastelavssange. Det er så sjovt at se de mere eller mindre fantasifulde udklædninger og at prøve, om man egentlig kan genkende nogen af børnene.

Jeg havde også som sædvanlig lagt mønter frem i en skål, så jeg var klar til at putte lidt i raslebøsserne som tak for sangen og besøget. Men jeg blev sørgeligt skuffet. Jeg har ikke set så meget som skyggen af et fastelavnsudklædt barn hele dagen. Øv!

Nå, men heldigvis så jeg jo masser af flot udklædte børn i går på Nationalmuseet, så helt snydt for fastelavnsstemning er jeg trods alt ikke blevet.

Læs videre