Efter en god gåtur i det smukke men kolde vejr fik jeg en uimodståelig trang til at bage. Så jeg fandt ingredienserne til en plade boller frem og kom i sving. Elvis lå stadig i CD-afspilleren, så han fik en snurretur mere. Så jeg kunne ælte bolledej, mens jeg skrålede med på Return To Sender og Always On My Mind.
I mellemtiden var der indløbet et par nye fotos af Sander på min telefon. Det er altid kærkomment. Nu er billederne blevet studeret meget nøje og Henrik og jeg har haft den sædvanlige snak om, hvem drengen ligner mest på det ene og det andet billede. Det ene øjeblik synes vi, at han ligner sin mor mest, men i næste øjeblik får vi et nyt billede, hvor vi synes, at han ligner sin far mest. En ting er helt sikker – i vores øjne er han bare den sødeste lille dreng, man kan tænke sig. Det kunne da også bare mangle andet. Man synes jo altid inderst inde, at “éns egne” er de sødeste, kønneste og dejligste. På det punkt adskiller vi os vist ikke fra andre bedsteforældre eller forældre for den sags skyld. Min mor brugte et særligt udtryk for det: ” Hver so synes bedst om sine grise”