Stille søndag

Det har været sådan en dejlig søndag. Stille og rolig og alligevel har vi nået en masse. Henrik har været i haven og ordnet noget af alt det, der skulle ordnes, før vinteren kommer. Jeg har blandt andet ryddet op i nogle skabe, kasseret forskelligt tøj, som har hængt der alt for længe uden at blive brugt. Vasketøjskurven er jeg også kommet i bund med. Det samme med strygetøjet.

Vi har været ude at gå en rask tur. Det var dejligt, men vi blev godt nok lidt kolde om både fingre og næser.

Aftensmaden er forberedt og klar til at blive sat i ovnen og der er lavet lidt lækkerier til  kaffen og teen i aften. Imellem gøremålene er der blevet tid til at maile til bedsteveninden og tid til lidt hyggelig bloglæsning.

Jeg elsker sådan en søndag, hvor man bare stille og roligt tusser rundt og får gjort de ting, man nu lige har lyst til at tage fat på. Nogen gange får man udrettet meget mere på den måde, end hvis men på forhånd havde lagt planer for, hvad der skulle gøres. Ingen lammende eller blokerende planer eller forventninger. Sådan en dag, hvor det bare er lysten der driver værket, er slet ikke så tosset.

Det bedste af det hele er, at der er en god bid tilbage af søndagen endnu, gad vidst om der ikke også bliver tid til at stikke snuden i en god bog?

Læs videre

Barndommens skatte

Som jeg tidligere har fortalt her på bloggen, er jeg lidt tosset med kopper og krus. Jeg har muligvis haft en rem af huden altid. I hvert fald samlede jeg på moccakopper som lille pige. Jeg fik dem gennem nogle år til jul og fødselsdage. De var så fine. Småbitte kopper i det fineste tynde porcelæn og med de fineste farver og dekorationer. Alle mine moccakopper var forskellige.

På et tidspunkt mistede jeg interessen for dem og de blev vel pakket væk. Da jeg flyttede hjemmefra, tænkte jeg ikke på at tage dem med. Jeg var blevet lidt ligeglad med kopperne. Desværre. Om de blev smidt væk eller foræret væk, interesserede jeg mig ikke for. Det ærgrer jeg mig over i dag, det kunne have været fantastisk at eje dem endnu.

Noget andet, som jeg var meget glad for som barn – og som jeg ville ønske, jeg havde taget med mig hjemmefra og passet på – var en lille bog af porcelæn. I mange år – lige til jeg flyttede hjemmefra – hang den lille bog på væggen over min seng. Den var af hvid porcelæn, formet som en lille tyk, opslået bog. På den ene side i bogen var malet en køn lille rose og på den anden side stod Fadervor skrevet i guld med den fineste skrift. Åh, hvor jeg elskede den bog som  barn, og hvor har jeg læst Fadervor mange gange.

I dag forstår jeg slet ikke, at jeg kunne finde på at flytte og bare efterlade sådan et klenodie. Men det gjorde jeg altså, og jeg ved ikke, hvad der blev af den. Formentlig er den endt i en container, da min far nogle år efter min mors død tømte deres fælles hjem, for at flytte til en mindre bolig sammen med den nye kvinde i hans liv.

Hvor ville jeg bare ønske, at jeg havde passet bedre på min barndoms skatte.

Læs videre

Tre generationer på skovtur

I dag har vi været på en dejlig travetur i skoven. Det var vores søn, der ringede og spurgte, om vi havde lyst til at tage med i skoven. Selvfølgelig havde vi det.

Vejret var ikke det bedste, det var lidt gråt og fugtigt. Alligevel fik vi en dejlig tur ud af det. Skoven er så smuk nu. Farverne er helt fantastiske.

Søn og svigerdatter havde medbragt brød med henblik på at fodre ænderne i søen ved Villa Galina. Der var sandelig også mange ænder, og de ville rigtig gerne svømme helt ind til bredden for at blive fodret. Sander kiggede meget interesseret på dem.

I det hele taget var det en kæmpestor fornøjelse at iagttage Sander på skovturen. Hans mor bar ham i bæresele, så han sad der og tronede og havde fint udsyn til skovens herligheder. Og som han kiggede. Han sad lige så stille på hele turen og kiggede og kiggede. På et tidspunkt blev han meget optaget af at kigge op i trækronerne. Han så så sød ud, som han sad der og oplevede og sugede indtryk til sig.

Læs videre

Håndskrift

Jeg tænker på, at det er lidt synd, at det der med at skrive breve og kort i hånden er lidt på retur. Det er da dejligt at få e-mails og sms’er, men det er altså også dejligt at få et håndskrevet brev eller kort. Håndskriften er så personlig.

Når man får et håndskrevet brev, fra en ven eller et familiemedlem, kan man som regel med et enkelt blik på skriften afgøre, hvem der har skrevet brevet. Når man kigger i gamle kort og breve, kan man også på lang afstand med 100% sikkerhed afgøre, om brevet/kortet er fra moster Grethe, mor, eller farmor. Bare ved at kaste et hurtigt blik på skriften. Også selv om håndskriften tilhører et menneske, der ikke har kunnet skrive breve i mange, mange år.

Jeg er så glad for de forskellige håndskrevne “skatte”, jeg har liggende. Breve og kort fra min mor, farmor, mormor, moster, mine søstre og veninder. Selv om min mor døde for næsten 25 år siden, skal jeg bare kaste et enkelt blik på noget, hun har skrevet, for at konstatere, at det er hendes håndskrift. Det samme gør sig gældende med breve fra mine bedstemødre og andre, der ikke længere er iblandt os.

Breve og små sedler fra mine børn har jeg også liggende i skuffer og skabe. Heller ikke her er det svært at se, hvem der har skrevet hvad. Jeg bliver så øm om hjertet, når jeg kigger på alle de ord og hilsner fra de mennesker, der betyder så meget i mit liv.

Kærestebreve er selvfølgelig et helt kapitel for sig.

Så skriv endelig – ikke bare til egen skrivebordsskuffe – men også hilsner til venner og familie – så de også får noget at gemme i skuffen.

Læs videre

Guide til Bedsteforældre og deres børn

Jeg er ved at læse Guide til Bedsteforældre og deres børn af Margrethe Brun Hansen og Maria Holkenfeldt Behrendt. Bogens undertitel er: Sådan får tre generationer det bedste ud af hinanden.

Det er jo temmelig heldigt, at der udkommer sådan en bog, lige præcis når man for nylig er blevet bedstemor for allerførste gang. Bogen tager fat på emner som: Hvem bestemmer i hvilke situationer, Det unikke ved forholdet mellem bedsteforældre og børnebørn og Relationerne mellem mor, mormor og farmor.

Min erfaring som bedstemor kan jo foreløbig ligge på et meget lille sted, så det er rent guf for mig at få fingre i sådan en bog. Jeg glæder mig til at læse den færdig og fortælle mere om den.

Læs videre