Blog
I aften har jeg hygget mig med at kigge på nogle gamle kort, jeg har i gemmerne. Blandt andet fik jeg fat i en hel stak lykønskningskort fra dengang, mine børn blev født. Kortet på billedet havde jeg helt glemt, men teksten er da meget rammende.
Nej det er ikke rigtigt. Ingen tårer. Jeg tudede ikke, men jeg havde næsten lyst til det undervejs. Men blodet flød, og tandlægen svedte, så det dryppede ned i hovedet på mig.
Min tand var flækket og stod ikke til at redde. Så den skulle ud – ufortøvet. Bedøvelsen blev lagt og tandlægen trak den første halvdel af tanden ud. Det var ikke noget at snakke om. Den anden halvdel derimod ville overhovedet ikke ud. Der blev trukket og lirket og mejslet og regeret. Det varede halvanden time, og bagefter var Anders, min rare tandlæge og jeg begge to godt trætte.
Da tanden jo endte med nærmest at blive gravet ud af kæben fik jeg en recept på Penicillin til en uge for at forebygge infektion.
Her til aften har menuen stået på flydende kost – koldt endda for ikke af fremprovokere for meget blødning.
Pyha siger jeg bare. Havde jeg vidst, hvad det ville medføre, havde jeg sprunget de der popcorn over i lørdags! Så havde jeg stadig haft alle bisserne i behold.
Hvor er det let at være bagklog.
Ja, det lyder vildt ikke?
Det skal jeg til i eftermiddag. Hos tandlægen.
For et par dage siden var jeg så dum og grådig, at jeg liiige skulle knuske et par popcorn, der ikke rigtig var poppet. I ved, de der små gnallinger der ligger tilbage i skålen til sidst.
Nøj, hvor gjorde det pludselig ondt i en af mine kindtænder. Det føltes, som om jeg havde tygget på et glasskår. Men det tog jeg ikke for gode varer. Jeg skulle lige dobbelttjekke, så jeg snuppede et til at de forbaskede majskorn. AV! Så ku’ jeg nære mig.
Nu har jeg så gået med en øm tand et par dage. I et naivt håb om, at “det går nok væk”. Det gør det ikke,
Så nu har jeg kapituleret og ringet til tandlægen og aftalt den der nødbehandling.
Nu lider jeg heldigvis ikke af tandlægeskræk. Endnu! For det kan være, at jeg bliver ramt af det. Den tand, det er galt med, har nemlig lavet ballade før. For et par år siden havde jeg en rodspidsbetændelse i selv samme tand. Først blev det fejlbehandlet – og så blev der for alvor storslemt. Det kostede en hestekur med skrap antibiotika – og en rodbehandling. Desværre kunne tandlægen ikke “få det hele med”. Så beskeden var, at hvis der skulle blive mere vrøvl med den tand, så var det operation.
Og nu er der altså vrøvl med den igen. Og jeg kan tydeligt mærke, at tandlægen havde ret, da han sagde, at han ikke havde fået det hele med. For der er liv i den tand endnu. Helt tydeligt.
Pas på popcorn! Jeg siger det bare!
I morges, da jeg gik min morgentur i dejligt solskin, kom jeg til at tænke på de der historier, man lavede som barn, hvor alle ord skulle begynde med det samme bogstav. Jeg kan ikke huske, om den slags historier hedder noget bestemt, men jeg kan i hvert fald huske, at det var sjovt at kappes om at lave de længste ordkæder.
Jeg har også øvet mig på den disciplin sammen med mine egne børn.
Nå, men på gåturen i morges kom jeg til at gå og brygge på sådan en remse om vejret. Den endte med at lyde som følger:
Stadig strålende September solskin – så smukt så selv super sure, sippede søstre sikkert smiler saligt.
Ja, jeg er en barnlig sjæl, der stadig synes, at sådan nogle ordlege er sjove.
Lille Sander har fået børneeksem.
Det er der mange børn, der har – jeg ved det godt. Alligevel har jeg gået og været lidt ked af det, siden jeg fik at vide, at det her eksem er dukket op.
Som dem, der kender mig – og dem, der læser min blog – ved, har jeg selv haft eksem hele livet. Eksem i svær grad. Jeg har været indlagt flere gange og jeg har haft utallige infektioner i det dumme eksem. Det har været – og er fortsat – noget af en udfordring. Hvis du vil læse mere om eksem, så klik her.
To af mine sønner har også døjet med eksem. Den ene er stadig plaget af det som voksen.
Så vi syntes egentlig, at vi havde eksem nok i familien. I hvert fald har jeg håbet og bedt til, at lille Sander skulle blive fri for at få det.
Nu har han altså fået det. Nu håber vi bare, at det ikke bliver alt for slemt, og at han slipper af med det igen.
Sanders farfar – min altid fortrøstningsfulde ægtemand – sagde noget fornuftigt, da vi diskuterede det: ” Når nu han skulle ha’ eksem, så er det da altid noget, at vi kender til det i familien, så vi ved, hvordan vi skal tackle det.”
Han har jo fuldstændig ret.