Randi Glensbo

Forleden dag mødte jeg på min gåtur en kvinde med fire-fem småbørn. En af børnene sagde (om mig) : “Det’ Tims mor”. Han fik at vide, at det var det altså ikke. Hans spurgte: “Hvem er det så”, og jeg hørte, at han fik at vide, at “Det er en dame”.

Næste dag da jeg gik tur igen, lød der pludselig en lille stemme bag mig: “Du er Tims mor”. Det var ham den lille fyr fra dagen før. Jeg fortalte ham, at jeg altså ikke er Tims mor. Han svarede: “Det troede jeg”. Han spurgte, hvad jeg hed og fik at vide, at jeg hedder Randi. Jeg spurgte så, hvad han hed. Han hed Malthe.

I dag traf jeg så kvinden, som Malthe fulgtes med den første gang, vi mødtes – jeg går ud fra, at hun er dagplejemor. Vi vekslede lige en bemærkning om Malthe. Vi syntes jo, det var lidt sjovt, at han blev ved med at forveksle mig med ham der Tims mor. Jeg nævnte, at Tims mor jo ellers måtte være betydeligt yngre end jeg – og fik at vide, at hun er 37.

Se, det tager jeg som en kompliment! At tænke sig, at blive forvekslet – endda to gange – med en kvinde på 37!

Tak lille Malthe, du har reddet min dag!!

Her til morgen var det første punkt på dagsordenen en tur til Centrallaboratoriet på Næstved Sygehus for at få taget et par rutinemæssige blodprøver.

Jeg kommer der regelmæssigt med ret korte mellemrum, så jeg er temmelig vant til det. Alligevel hader jeg det af et godt hjerte. De er ellers søde og flinke derinde – personalet. Jeg er heller ikke spor bange for at få taget prøverne, det regner jeg ikke for noget.

Det, der er nedtrykkende og gør, at jeg har sådan en ulyst til at møde op på laboratoriet, er mødet med de  mange alvorligt syge mennesker. Man sidder der i venteværelset sammen med en masse mennesker, hvoraf mange skal videre til de forskellige afdelinger på sygehuset for at få behandling. Der kommer mange for at få taget blodprøver, før de senere på formiddagen skal i kemo-behandling.

Selv om faktisk alle i venteværelset for det meste tager det hele med tilsyneladende godt humør, kan det gøre mig meget forstemt at se og tænke på al den sygdom. Den følelse sidder i mig hele dagen hver gang, der har været blodprøver på programmet.

Sådan en tur på sygehuset giver stof til eftertanke. Besøget derinde sætter fokus på, hvor skrøbelige  vi mennesker egentlig er og hvor meget man skal huske at værdsætte det, hvis man har et bare nogenlunde  godt helbred.

I mit barndomshjem blev der altid sagt at: “Det er godt at ha’ noget til gode – bare det ikke er øretæver”.

Det er sikkert ikke fordi jeg har hørt den bemærkning rigtig tit, men jeg har en forkærlighed for at ha’ noget til gode. Altså sådan at forstå, at jeg ynder at gå og gemme lidt på ting, at glæde mig til dem. Et eksempel kan være, at jeg køber en bog, jeg ønsker mig. Jeg begynder bare ikke at læse den lige med det samme, men går og hygger mig lidt med forventningens glæde. Den – forventningens glæde –  skal man iøvrigt ikke kimse af, den er sommetider den eneste man får! Nå, men sådan har jeg altså en tilbøjelighed til at gå og varme mig ved tanken om at at have noget godt i vente.

Nogen gange tager det overhånd. For eksempel når jeg går rundt med et gavekort til Interflora i tasken i et halvt år. Det har jeg lige præsteret. Netop i dag har jeg indløst et blomster-gavekort, jeg fik til min fødselsdag. Og jeg havde fødselsdag i februar. Og jo, jeg har skam købt blomster i mellemtiden.

Jeg ved ikke rigtig, hvorfor jeg har det på den måde – sådan at gå og gemme på sådan et gavekort for eksempel. Jeg tror det er noget med, at jeg på den måde føler, at jeg strækker glæden. Opsparer en lille glædeskapital.

I dag var så dagen, hvor jeg indløste mit gavekort og hjembragte de smukkeste roser i den sarteste blegrosa nuance. Åh, hvor er de smukke. De var værd at vente på.

Se lige det fine armbånd på billedet! Det har jeg været så heldig at vinde i Karen Klarbæk’s give away. Det kom med posten i dag, og jeg er rigtig glad for det.

Mit eget talent for håndarbejde rækker kun lige netop til at strikke et halstørklæde. Så jeg er vildt imponeret over alle de kreative mennesker, der kan sidde og fremstille de skønneste ting. Jeg ville ønske, at jeg selv kunne – men nej, mine hænder er ikke skruet rigtigt på til det.

Der er bare noget særligt over sådan nogle håndlavede ting. De ting jeg har, som andre mennesker har sidder og gjort sig umage med at lave til mig, betyder altså noget særligt for mig. Fuglekasserne ude i haven, som min svoger i sin tid snedkererede, sjalet min søster har strikket – den slags ting er meget værdifulde for mig.