Blog
I dag har vi brugt eftermiddagen på en tur til Amager. Vi havde et ærinde, der skulle ordnes.
Vi benyttede lejligheden til at mødes med yngste søn, der bor på de kanter. Det var længe siden, vi sidst havde set ham, så det var rigtig dejligt at ses og få snakket lidt.
Han skulle selvfølgelig også lige se de nyeste billeder af den lille nevø. Sander er jo hele familiens kæledægge, så det var godt, at der var friske fotos af ham på farmors mobiltelefon.
Selv en kedelig indkøbstur kan pludselig ændre sig til det bedre. Det oplevede vi i hvert fald i dag, da vi stressede rundt i Næstved Storcenter for at få klaret nogle kedelige men nødvendige ærinder.
Pludselig løb vi ind i vores søn, svigerdatter og lille barnebarn. Den småstressede sindsstemning blev pludselig vendt til smil og dikkedik. Sådan et lille uventet møde med den lille charmetrold kan hurtigt få humøret i vejret. Når Sander rundhåndet deler ud af sine fuldstændig uimodståelige smil, kan man ikke undgå at blive glad og mild helt ind i sjælen. Vi kan i hvert fald ikke.
Så der var smil over hele femøren, da vi fortsatte vores indkøbstur.
I dag er mit barnebarn – lille Sander – tre måneder gammel. Tre måneder – et kvart år.
Jeg fatter ikke, at der allerede er gået tre måneder, siden min søn ringede og fortalte, at Sander nu var kommet til verden. På den anden side set, har drengen jo udviklet sig gevaldigt på de tre måneder. Der er stor forskel på et nyfødt barn og så sådan et lille smilende, sprællende og pludrende livstykke på tre måneder.
Vi må selvfølgelig fejre dagen med et billede af et flag, men jeg må indrømme, at billedet ikke er taget i dag. Der er nemlig ikke blå himmel med hvide skyer over Holme-Olstrup i dag, mere sådan nogle tunge grå skyer.
Hold da op! Jeg havde et mindre uheld under madlavningen her til aften.
Det er ikke så længe siden, jeg fik ny ovn. Jeg har ikke helt vænnet mig til den endnu. Den har sådan et system med et sæt skinner, hvor rist/bageplade/bradepande kan skubbes ind i – eller trækkes ud af – ovnen. Det system har irriteret mig lige fra den første dag, og faktisk har det fået mig til at fortryde købet af den ellers udmærkede ovn.
Her til aften gik det så galt. Jeg havde ikke fået sat risten rigtigt på den der dumme skinne. Så da jeg trak skinnen med risten ud skete katastrofen. På risten stod et ildfast lågfad indeholdende fire brandvarme, nystegte, økologiske svinekoteletter med dertil hørende steghedt fedtstof. Da jeg trak risten ud, vippede den – fordi jeg jo havde sat den forkert. Det ildfaste glasfad røg med stort rabalder ned på klinkegulvet og knustes i en million splinter. Eller mere. Koteletter, glassplinter og fedtstof spredtes på et ukendt antal kvadratmeter køkkengulv. Jeg skreg op.
Og så blev der ellers helt stille, mens jeg sammen med 1 stk. tililende, målløs ægtemand tog skaderne i øjesyn.
Heldigvis havde jeg hverken brændt eller skåret mig. Så langt så godt! Skaderne var altså udelukkende af materiel karakter.
To af kotelleterne var landet på ovnlågen og havde ingen skade taget, så de kunne godt spises og grøntsager var der også til, så det var sådan set i orden. Aftensmaden var så nogenlunde reddet. De andre to koteletter – som vi skulle ha’ spist en anden dag – lå på gulvet dekorativt garneret med glassplinter af varierende størrelse og form. Hm… ikke særlig indbydende.
Oprydningen bagefter tog sin tid. Det var noget af en fedtet affære. Som om det ikke var nok, fik vi vrisset lidt vi ad hinanden, inden vi blev færdige med at slette sporene.
Nå, men nu er det overstået – og næsten glemt. Alligevel vil jeg undersøge, om de der skinner i ovnen ikke kan fjernes en gang for alle. Dem bliver jeg vist aldrig rigtig venner med.
I går da jeg passede mit barnebarn, havde vi en lille “episode”.
Jeg havde puttet drengen i barnevognen og gik en lille tur for at lulle ham i søvn. Han lå nede i vognen og pludrede og alt var godt. Så jeg gik og gik.
Da vi var kommet et stykke vej hjemmefra begyndte han at græde. Jeg tilbød ham hans sut, men den ville han i hvert fald ikke ha’. Jeg prøvede at berolige ham, men der var ikke rigtig noget, der hjalp. Så der var ikke andet at gøre end at vende næsen hjemad.
Hvor kan vejen – og tiden – føles lang, når en baby græder helt utrøsteligt. Nå, jeg satte det lange ben foran, så vi kunne komme hjem og jeg kunne tage ham op og trøste ham.
Undervejs gik der et par damer foran os på fortovet. “Vi må vist hellere flytte os” sagde den ene, da hun hun hørte “sirenen”. (Muligvis havde hun også bemærket mit lettere desperate ansigtsudtryk :-)) Jeg undskyldte, at vi kørte med fuld udrykning og skyndte mig hjem med den lille.
Endelig kunne jeg tage ham op af barnevognen. Vi svedte begge to – han af at græde og jeg af at løbe så stærkt (og vistnok også lidt af stress). Det viste sig, at den arme dreng havde en stor bøvs siddende på tværs. Den slap ud, da han kom op på armen, og så var han glad igen og roen genoprettet. Et øjeblik senere sov han sødeligt i sin barnevogn.