Så til søs

I dag har jeg været i Sønderborg.

Formålet med turen var at hilse på min ældste søn og samtidig se hans arbejdsplads. Sønnike er styrmand og er i øjeblikket ombord på det meget smukke sejlskib Statsraad Lehmkuhl fra Bergen.

Da skibet så anløb dansk havn, ville vi selvfølgelig benytte lejligheden til at se både søn og skib.

Det blev en rigtig dejlig dag. Skibet er meget smukt og meget velholdt. Det var en fornøjelse at se. Der er nu en særlig stemning ombord på sådan et gammelt sejlskib, som selv en landkrabbe som jeg bliver fascineret af.

Læs videre

Babysnak over telefonen

Hvis ikke jeg var glad for min mobiltelefon før, så er jeg det da i hvert fald nu.

Næsten hver dag indløber der nye fotos af mit dejlige barnebarn på mobilen. Hvis ikke de kommer kvikt nok, rykker jeg for dem.

I dag har vi så startet en helt ny leg, guldklumpen og farmor. Vi har talt i telefon sammen. Han pludrer på livet løs, den lille. Det lyder jo simpelt hen så sødt, så farmor her – og også farfar – bliver helt bløde i knæene.

Læs videre

Når farmor er en øko-freak

Jeg lægger ikke skjul på, at jeg går ind for økologi. Jeg spiser helst økologisk mad og skeler efterhånden også til økologien, når jeg køber andre ting end lige madvarer.

Så da jeg forleden skulle shoppe lidt tøj til mit barnebarn på nettet, var det naturligt for mig at vælge noget økologisk babytøj.

På billedet her i indlægget ses det statement, der pryder en af de dragter, der røg i farmors indkøbskurv forleden. Så nu skal mit barnebarn altså bære en dragt, der “skriger” KEEP THE PLANET COOL.

Sådan kan det gå, når man har en farmor, der er øko-freak.

Læs videre

Farmors oplevelser med nethandel

Som jeg fortalte om i søndags, har jeg været på nettet for at  bestille lidt tøj til mit barnebarn.

Der er så meget sødt og dejligt børnetøj at få, at man let kunne købe sig fra hus og hjem. Så man må beherske sig.

I søndags bestilte jeg noget hos www.bambusbambino.dk – og havde en lidt pudsig oplevelse i den forbindelse.

Jeg havde kig på en sparkedragt af et bestemt mærke. Eller faktisk vaklede jeg lidt mellem to modeller, fordi de bare var så søde begge to.

Da jeg kom ind på webshoppen, fandt jeg hurtigt den ene dragt. Den var på udsalg og var nedsat til en helt ok pris. Bagefter fandt jeg den anden dragt, som jeg var på udkig efter. Den var ikke på tilbud. Men jeg overvejede alligevel at købe den og klikkede ind på den størrelse, mit barnebarn bruger. Og så skete det sjove. Prisen på 179 kroner blev streget over og en ny pris i røde tal dukkede op: 0,00 kr.

Jeg kiggede jo lige lidt, og så tænkte jeg: Okay, jeg er da ikke for fin til at bestille en babydragt, bare fordi jeg får den tilbudt til ingen penge:

Så jeg trykkede på KØB. Bagefter handlede jeg videre og købte endnu en dragt. Jeg sendte ordren, gennemførte betalingen og fik straks en ordrebekræftelse i min mailbox. Alle tre dragter fremgik af bekræftelsen – også den til 0 kroner.

Jeg kiggede lidt rundt på webshoppen for at se, om jeg mon havde vundet i en eller anden finurlig skattejagt eller giveaway – eller hvad? Men det stod der ikke noget om nogen steder.

Lidt senere kom der så en mail fra webshoppen. Det var altså en fejl.

Nå, øv! Så havde jeg ikke været heldig alligevel. Jeg skrev en mail til indehaveren af webshoppen, at jeg lige havde sat næsen op efter at have vundet i en konkurrence og bla, bla, bla. Hun svarede venligt tilbage, at en konkurrence måske var værd at overveje. Desuden ville hun lægge en overraskelse i pakken, når hun sendte mine varer. Som en lille kompensation for fejlen.

I dag kom pakken så. De bestilte varer levede op til mine forventninger. Og overraskelsen var et par søde små, blå bukser, som jeg bare vil elske at se mit barnebarn i. En flot kompensation, synes jeg!

Jeg synes, det var fin stil fra Bambusbambino’s side, og vil ikke tøve med at vende tilbage som kunde en anden gang. Selvfølgelig havde det været fedt, hvis shoppen med oprejst pande havde givet mig dragten til den annoncerede pris, men der er vel trods alt ikke mange, der kan leve af at forære deres varer væk. Desuden er det menneskeligt at fejle.

Læs videre

Søndags-shopping

Lige siden mit barnebarn blev født, har jeg haft kig på en bestemt lille babydragt.

Jeg har for længst besluttet mig for, at den skal guldklumpen altså bare ha’. Men mere havde jeg ikke fået gjort ved det.

I dag tænkte jeg så, at det var ved at være sidste udkald, hvis jeg skulle prøve at få fat i dragten til en god pris. Der er stadig udsalg på mange af de forskellige webshops, men det er nok ved at synge på sidste vers.

Så farmor her måtte se at komme til tasterne.

Jeg fandt også dragten på udsalg. Dragten og lidt mere, nu jeg var i gang.

Nu glæder jeg mig, til pakken kommer. Og jeg glæder mig endnu mere til at se, om dragten nu klæder mit barnebarn lige så godt, som jeg har gået og forestillet mig. Jeg kan da næsten ikke tro andet.

Læs videre